Novasol går ind i storbyturismen

0

Friendly Rentals bolig ferie barcelonaTURISME: Amerikansk-ejede danske Novasol køber europæisk firma og styrker dermed sin position som største formidler af ferieboliger i Europa.

Feriehusudlejeren Novasol har købt den spanske formidler af storbylejligheder, Friendly Rentals. Friendly indgår nu i Novasol gruppen, men fortsætter med at formidle storbylejligheder fra hovedkontoret i Barcelona.

Friendly bliver tilføjet som et nyt, selvstændigt varemærke i Novasol gruppen, der i forvejen tæller fire varemærker med speciale i udlejning af ferieboliger.

”Opkøbet er en del af vores strategi om at være førende formidler af ferieboliger i Europa. Friendlys storbylejligheder komplementerer vores produktportefølje af feriehuse og villaer,” siger Anders Pii, direktør hos Novasol.

Friendly formidler godt 2.000 lejligheder i 23 storbyer verden over, herunder Barcelona, Buenos Aires, Paris, Madrid, New York og Rom.

“Vores kunder rejser på flere og kortere ferier, mange vil bo i privat lejlighed på storbyferien. Den efterspørgsel vil vi imødekomme med lejligheder af høj kvalitet. På den måde passer Friendlys ‘full service’ koncept godt til vores dansk baserede feriehuskoncept,” siger Anders Pii.

Full service konceptet går ud på, at et professionelt bureau udvælger lejlighederne efter klare standarder for kvalitet og beliggenhed. De håndterer forespørgsler, reservationer og betaling, og gennem lokale repræsentationer og servicekontorer udleverer Friendly nøgler til turisterne, står for rengøring og information om oplevelser.

Med det seneste opkøb har Novasol fem varemærker: Novasol, Dansommer, Cuendet, Happy Home og Friendly.

Gruppen formidler over 42.000 ferieboliger i 29 europæiske lande og sendte i 2015 over to mio. på ferie.

Novasol har hovedkvarter i Virum nord for København, datterselskaber i 14 lande og beskæftiger over 1.500.

Novasol er en del af amerikanske Wyndham Destination Network, verdens største formidler af ferieboliger.

DEL ARTIKLEN
  •  
  •  
  •  

Skriv en kommentar

Be the First to Comment!

Notify of
avatar
wpDiscuz