Nærkontakt og rejsesalg til natteravne

spies ørestadTORSDAGSKLUMME: Da Simon Spies levede, var der gang i salget om natten i Spies Huset. Nu viser det sig i følge Star Tour, at det fortsat er tilfældet hos dem. Samtidig bliver det også muligt at tale med et rigtigt, levende menneske.

Af Ejvind Olesen

Da morgenaviserne kunne købes på Rådhuspladsen lidt før midnat, og der var åbent for salg af rejser i Spies Huset, var der flere som afventede annoncen om et godt tilbud og ilede over til Spies Rejser. Næste morgen kunne der let være udsolgt af rabatrejser.

Nu gentager historien sig med moderne kommunikationsformer. Bestillinger løber ind sent på aftenen hos Star Tour. Der blev solgt over et hundrede rejser hos bureauet i en uge mellem midnat og kl. 0600. Det er ganske vist ikke noget stort tal, men i procenter bliver det til en stigning på 80 procent i løbet af tre år.

En positiv udvikling hos Star Tour er også, at bureauet fra november tilbyder at få hjælp fra rigtigt levende mennesker mellem kl 0700 morgen til kl. 2300 aften. Hertil kommer så de kunder, der klarer det selv via hjemmesiden i nattetimerne.

”Danskerne er blevet nogle natteravne, når det gælder en rejsebestilling, og derfor skal vi som rejsebureau også være det, ” siger pressechef Nikolai Johnsen. ”Toppen af bestillinger følger sent på aftenen efter kl. 21.”

Der er ansat fire nye medarbejdere, som skal hjælpe med at vejlede kunderne, og telefonen er fortsat kundernes foretrukne måde at få svar på spørgsmål.

”Mens andre har en tendens til at udlicitere call-center til Litauen eller London, foretrækker vi et dansk personale Det giver den bedste service, ” fastslår Nikolai Johnsen.