Minister ønsker mere kystturisme

Troels Lund Poulsen under Horestas årsdag i Cirkusbygningen, i baggrunden Horestas adm. direktør, Katia K. Østergaard. Foto: Horesta.

Troels Lund Poulsen under Horestas årsdag i Cirkusbygningen, i baggrunden Horestas adm. direktør, Katia K. Østergaard. Foto: Horesta.

TURISME: ”Strandbeskyttelseslinjen skal moderniseres, uden at vi plastrer den jyske vestkyst til med hoteller,” siger erhvervsminister Troels Lund Poulsen.

Hotel- og restaurationsbranchens arbejdsgiverforening, Horesta, havde onsdag sin store årsdag med 400 tilmeldte under arrangementet med det brede program i Cirkusbygningen i København.

Blandt de mange talere var en meget ligefrem erhvervs- og vækstminister, Troels Lund Poulsen, der også kaldte sig Danmarks turistminister.

”Skiftende regeringer har været for dårlige til at prioritere turismens gavn for dansk økonomi. Jeg prioriterer turismen. Men indsatsen kan gøres bedre. Landdistriktskommunerne skal mere i spil og have bedre vilkår for at udvikle turisme – uden at vi glemmer storbyturismen,” sagde ministeren.

Troels Lund Poulsen ønskede mere fokus på kyst- og naturturisme. ”Og jeg har selv været negativ på området, jeg husker stadig da jeg som miljøminister sagde nej til et handicaptoilet ved en strand. Det er jeg i dag ikke stolt af,” sagde han og fortsatte: ”Vi skal modernisere strandbeskyttelseslinjen, uden at f.eks. den jyske vestkyst skal plastres til med hoteller. Men de nuværende restriktive regler med nærmest forbud mod alt byggeri i det kystnære område skal vi kigge på, så det ikke bliver en så markant forbudszone. Det vil vi tage et opgør med.”

Ministeren indikerede, at hans tanke er at komme uden om de til tider restriktive miljømyndigheder. ”Jeg har stor tillid til landets kommuner, ikke alt skal planlægges fra København,” sagde han.

Troels Lund Poulsen talte også om de foreløbig ti nye projekter, der netop har fået tilladelse til at bygge langs kysten. F.eks. har Ringkøbing-Skjern Kommune fået OK til at opføre Søndervig Feriepark med bl.a. 500 feriehuse og Nordeuropas største badeland. Det vil give øget omsætning og nye arbejdspladser i området.

Dansk turisme omsætter årligt for 92 milliarder kr., heraf står kyst- og naturturismen for ca. halvdelen.

”Vi gav tilladelse til ti projekter, der var 38 ansøgere, 20 opfyldte kriterierne, så jeg kan godt forestille mig ny ansøgningsrunde næste år,” sagde Troels Lund Poulsen.

Ministeren nævnte også Danmarks bud på at være startsted for Tour de France i 2018 og de tre første etaper i København, Fyn og Jylland.

”Jeg bruger mange kræfter på at trække Tour de France til Danmark. I næste uge kommer tourens løbsdirektør, Christian Prudhomme, til Danmark for at tale om vores bud på at være vært for prologen. Det var en succes, da Giro d’Italia i 2012 havde prolog i Herning og Horsens,” sagde Troels Lund Poulsen og tilføjede, at under næste års OL i brasilianske Rio de Janeiro har Danmark en stand i Rio.

Efter ministerens tale, sagde Horestas adm. direktør, Katia Knipschildt Østergaard, på scenen til ham:

”Vi føler os hørt i erhvervet, vi har et fantastisk godt samarbejde med erhvervs- og vækstministeriet.”