Mange fejrede Danish Travel Awards

God stil fra Carlson Wagonlit Travel, der havde inviteret to rejsekonsulenter til Danish Travel Awards, Alexander Bo Eriksen og Margit Baun.

God stil fra Carlson Wagonlit Travel, der havde inviteret to rejsekonsulenter til Danish Travel Awards, Alexander Bo Eriksen og Margit Baun.

REJSEBRANCHEN: Otte af dette års 17 vindere af Danish Travel Awards, der blev uddelt onsdag i Cirkusbygningen, sendte i går pressemeddelelser om, at de havde vundet prisen.

Hos Atlantic Link, der repræsenter USA via Discover America i en række USA-delstater, hed det bl.a.: USA blev onsdag kåret som ”Bedste rejseland udenfor Europa” for femte år i træk.

Karin Gert Nielsen, ejer af marketingtingbureauet Atlantic Link samt direktør for Discover America Denmark, modtog DTA-prisen sammen med Bjarke Castberg Frederiksen fra Den Amerikanske Ambassade ved Danish Travel Awards 2015.

”Kåringen giver klar indikation af, at danske forbrugere har voksende appetit på USA,” siger Karin Gert Nielsen. I 2014 krydsede over 300.000 danskere Atlanten mod USA, en stigning på 13,3% sammenlignet med året før. De samme tendenser gør sig gældende for Skandinavien og Finland. I 2014 rejste 1,4 mio. skandinaver til USA, de udgjorde USA’s fjerde største europæiske turistmarked og det 9. største marked på verdensplan.

Danmarks største erhvervsrejsebureau, CWT, vandt igen to statuetter ved Danish Travel Awards. CWT, Danmarks største erhvervs- og grupperejsebureau, blev onsdag kåret som Bedste Forretnings-rejsebureau og Bedste Incoming- og Eventbureau for tredje år i træk.

”Priserne betyder utrolig meget. For tredje år i træk hyldes vores dygtige medarbejdere,” siger Torben Rodenberg, adm. direktør hos CWT Danmark.

I år er det 21. gang, at Danish Travel Awards holdes. Vinderne er fundet af analyseinstituttet A&B Analyse. A&B havde spurgt sit ”Danmarks-panel,” hvis 1.146 personer udgør et repræsentativt udsnit af befolkningen, fordelt på alder, uddannelse, bopæl etc. Ligeledes havde A&B Analyse sendt spørgeskemaet med årets kandidater til modtagerne af standby.dk’s nyhedsbrev – 912 ansatte i rejsebranchen besvarede skemaet.

Prisuddeling: SAS blev den helt store vinder

SAS løb med fire ud af fire mulige priser ved Danish Travel Awards. SAS blev kåret som ”Bedste charterflyselskab”, ”Bedste Indenrigsflyselskab”, ”Bedste Europæiske flyselskab” og ”Bedste oversøiske flyselskab”. Vinderne blev udpeget af kunder og rejsebranchen.

”Vi ved, at kunderne har store forventninger og krav til os. Dem prøver vi hele tiden at leve op til. Derfor har det også en stor værdi for os at modtage fire ud af fire mulige awards. Det viser, at kunderne anerkender vores produkt og ikke mindst den indsats vores medarbejdere gør hver dag for at sikre en enkel, smidig og god rejseoplevelse med SAS, siger Lars Sandahl Sørensen, koncerndriftsdirektør i SAS.

Sidste år blev SAS også kåret som bedste europæiske flyselskab og bedste oversøiske flyselskab. Det er første gang, at SAS tager alle luftfartpriserne til Danish Travel Award. ”Jeg vil gerne rette en stor tak til vores kunder, som viser os tilliden, og til vores medarbejdere, som har været med til at give kunderne de gode oplevelser. Vi oplever en stigende kundeloyalitet, som vi bestemt ikke tager for givet. Vi ved vi skal arbejde for at leve op til den hele tiden”, siger Lars Sandahl Sørensen.

Med de rejsendes behov i centrum, investerer SAS kontinuerligt i tilbuddet de rejsende og oplevelsen før, under og efter rejsen. Forbedringerne omfatter nye digitale løsninger, større automatiseringer, ombyggede lounger, flere fordele i SAS EuroBonus-program – og ikke mindst nye langrutekabiner og nye langrutefly.

SAS har i alt 107 ruter fra danske lufthavne, hvilket svarer til mere end 14 millioner sæder i 2015.

FDM travel får prisen som Danmarks bedste ferierejsebureau. Det er tredje gang siden 2012, at FDM travel vinder prisen. FDM travels direktør Jesper Ewald: ”Vi er både glade og beærede over, at FDM travel modtager prisen som Bedste Ferierejsebureau. Vi er særlig stolte af netop denne pris, da det er de danske rejsende selv, der giver os den. Vi har solgt mange rejser til Europa, Østen og USA, og det er vigtigt for os, at vores kunder får deres drømmeferie. Vi sætter god service i hovedsædet, og denne pris afspejler, at det er noget, kunderne både mærker og er glade for. Nu gælder det om at blive ved med at arbejde hårdt og at blive bedre, så vi kan løbe med prisen igen til næste år,” siger Jesper Ewald.

”I går aftes blev rejsebranchens meget anerkendte Danish Travel Awards uddelt, og til vores store glæde modtog DFDS Seaways endnu engang prisen som Bedste Passagerrederi. Det tager vi som et stort klap på skulderen, for det er blandt andet forbrugerne, der har kåret os, og vi siger tak til jer alle, hedder det fra DFDS.