Måske nyt SAS-fly til Boston

LUFTFART: Kontrakten om leje af PrivatAirs 737 på ruten fra København til Boston udløber til sommer. Til gengæld ingen tvivl om, at SAS holder fast i Boston.

Af Ejvind Olesen

Et Boeing fly fra det schweiziske PrivatAir har ført en noget omtumlet tilværelse siden SAS leasede det i august 2014 med det formål at flyve olieruten fra Stavanger til Houston. I en periode på tre år.

Aftalen blev indgået netop, da afmatningen kom sammen med de faldende oliepriser, og snart stod det klart, at ruten til Houston var en fejlkalkulation. Der var simpelthen ikke passagerer nok til ren business konfiguration. Senere blev det ombygget for et år siden til 29 på business og 66 på economy og sat ind på København- Boston. Altså et lille fly i sammenligning med normale langdistancefly.

Når man selv har været med i Lufthansa- udgave fra New York til Stuttgart, var der dengang grund til at rose kvaliteten, service, mad og  præcision.

Det havde været et spændende valg at beholde flyet som ren business class mellem USA og Europa, som Lufthansa havde gjort et par år forinden. Også som en kvalitets konkurrence mod lavprisselskabernes langruter. Det havde SAS ikke mod på dengang og heller ikke i dag.

Koncerndirektør Lars Sandahl Sørensen bekræfter over for standby.dk, at der endnu ikke er truffet en afgørelse om flyets fremtid i SAS regi. Måske beholder man flyet, selv om det ikke matcher den øvrige langdistanceflåde.

”Der skal ikke være tvivl, at vi fastholder Boston, men med hvilken flytype har vi endnu ikke besluttet. Sætter vi en af vore egne store Airbusser ind, skal vi tro på, at der er passagerer til det.

Er der nye ruter til USA på beddingen efter den store ekspansion i fjor?

”Nej, vi er godt tilfreds med dem vi har. Det er fortsat på nordamerikanske ruter, vi har den største fremgang. I øjeblikket har vi ingen planer om at vokse yderligere.”