Lufthavn i turismefremstød

sønderborg lufthavn, kontroltårnTURISME: Banner på kontroltårnet i Sønderborg Lufthavn reklamerer i øjeblikket for rejser til Flensborg-regionen. I februar næste år får Sønderjyllands lufthavn særflyvning til Mellemøsten.

Passagerer fra Sønderborg Lufthavn bemærker sikkert i denne tid et stort banner med teksten ”Flensborg elsker dig” (hjemmesiden er: Flensborgelskerdig.dk) på kontroltårnet.

Banneret er del af en stor markedsføringskampagne, der skal gøre opmærksom på oplevelser, området omkring Flensborg Fjord tilbyder. Alsie Express og Sønderborg Lufthavn er med et stort antal virksomheder med i kampagnen.

”Vi håber kampagnen kan hjælpe Alsie Express og Sønderborg Lufthavn til at blive mere kendt i det nordtyske og få gjort opmærksom på, at der blot er en god times transporttid mellem Flensborg og København,” siger Alsie Express’ adm. direktør, Lone Koch, og tilføjer: ”Det er vigtigt at deltage i grænseoverskridende aktiviteter, fordi vi sammen har mange flere muligheder, end hvis vi udelukkende fokuserer på den ene side af landegrænsen.”

I kampagneperioden vil Alsie Express stewardesser og Sønderborg Lufthavns check-in personale tilbyde passagererne et stykke chokolade og folder, hvor der informeres om aktiviteten.

Alsie Express åbnede i 2013 og driver ruten mellem Sønderborg og København med de to sorte ATR72-500 fly med 48 sæder. Ruten har fem returflyvninger på hverdage og en lørdag og søndag.

I øvrigt får Sønderborg Lufthavn 13. februar særflyvning med en Boeing 737-800 fra tyske TUI. Den ni dage lange tur går til Dubai og Abu Dhabi og arrangeres af det tyske rejsebureau Reisebüro Peelwatt, en del af Neubauer Touristik.