Lufthavn åbner udbygning til 270 mio. kr.

2

Paskontrol-Finger-C-CPH-05LUFTFART: Efter et par ugers test åbner transportministeren i dag Københavns Lufthavns 270 mio. kr. store udbygning af Finger C, der fra 1. december skal modtage verdens største passagerfly.

I eftermiddag klipper transportminister Hans Christian Schmidt den røde snor sammen med Københavns Lufthavns adm. direktør, Thomas Woldbye, for den officielle åbning af udvidelsen af Finger C.

På Københavns Lufthavn hjemmeside på Facebook, Copenhagen Airport, har lufthavnen lagt en video ud, hvor lufthavnens trafikchef, Dan Meincke, fortæller om det store projekt.

En af Københavns Lufthavns hovedbaner er nu renoveret, her har lufthavnen udvidet den 3,3 kilometer lange bane 04R/22L og gjort den fire meter bredere i hver side. Det er nødvendigt, da Airbus A380’en fra Emirates på grund af sit vingefang kræver en bane, der er bredere end de gængse 45 meter.

Udvidelsen af Finger C indebærer bl.a., at én gate får to passagerbroer. Prisen for Finger C-projektet og banerenoveringen løber op i over 300 mio. kr.

På videoen fortæller Københavns Lufthavns trafikchef, Dan Meincke, at der er lagt 10.000 tons asfalt ud på udvidelsen af 04R/22L. Der er samlet kørt 30.000 kubikmeter jord væk, som er renset og brugt som udvidet støjafskærmning overfor lufthavnens naboer. Dan Meincke fortæller også, at mens Københavns Lufthavn kontroltårn i Dragør er 76 meter højt, er Airbus A380’eren 80 meter bred.

Airbus A380’eren parkeres på den nye Gate C39, det 570 tons tunge fly er 140 tons mere end en Boeing B747.

Emirates fra Dubai erstatter fra starten af julemåneden sin daglige flyvning til København med verdens største passagerfly, en Airbus A380, der i versionen til København får plads til 615 rejsende, heraf 58 på business class. De 615 passagersæder er over 40 pct. flere end den Boeing B777-300ER, der i dag betjener ruten.

Nordisk chef for Emirates, Teddy Zebitz, sagde forleden til standby.dk: ”Mange rejsende synes det er interessant at flyve med A380 på begge strækninger til deres rejsemål. Det kan være København-Dubai og derfra videre, også med A380, til Bangkok, Mauritius og mange af de andre destinationer, hvor vi også bruger dobbeltdækkeren.”

Emirates har 27 medarbejdere i Danmark, herunder i Københavns Lufthavn.

Det store flyselskab har endnu ikke fundet ny salgschef i Danmark, efter Henrik Lund uventet stoppede i maj. Han kom til Emirates fra SAS forud for, at Emirates i august 2011 rykkede ind i København med daglig rute.

Emirates flyver også dagligt til Oslo og Stockholm, men København bliver første lufthavn med A380.

Siden Emirates’ melding om fra 1. december at gøre København til Nordens første A380-lufthavn har Dubai-selskabet siden åbningen på København i 2011 gået fra 237 sæder til snart 615.

DEL ARTIKLEN
  •  
  •  
  •  

Skriv en kommentar

2 Comments on "Lufthavn åbner udbygning til 270 mio. kr."

Notify of
avatar
Poul Erling Larsen
Poul Erling Larsen

Hvordan har lufthavnen tænkt sig at de mange passagerer skal komme bare nogenlunde hurtigt igennem den allerede overfyldte security

Hans Eriksen
Hans Eriksen

270 milioner bruger CPH på et flyselskab!!! Tænk hvis de havde sat deres afgifter ned istedet og lokket SAS’ LAX og Hong Kong rute til Cph i stedet. Noget det danske, sydskandinaviske og nordtyske erhvervsliv ville have jublet over.

wpDiscuz