FLYSELSKABER: I går var det Kvindernes Internationale Kampdag. Det fik Lufthansa Gruppen til at sende fem fly til New York med kun kvinder i cockpit og kabine – og opfordre flere kvinder til at blive piloter.
Lufthansa Gruppens medlemmer er ud over Lufthansa også Austrian, Brussels Airlines og Swiss. De markerede i går kvinders internationale kampdag.
Fra Brussels Airlines lød det, at de første kvinder i cockpit kom i 1970’erne og at medarbejderne i dag er ligeligt fordelt mellem mænd og kvinder, mens hver 10. pilot er kvinde.
Mens Austrian ikke syntes, det var vigtigt at udsende pressemeddelelse om kvindedagen, fortalte Swiss at de i går havde ren kvindebesætning fra Geneve til New York.
Selve Lufthansa fik i 1988 sine første kvindelige piloter – i dag er seks pct. af selskabets piloter kvinder.