Lufthansa er ikke altid rollemodel

2
Ejvind Olesen.
Ejvind Olesen.

WEEKENDKLUMME: De øvrige europæiske ruteselskaber behøver ikke til enhver tid at løbe i rumpen på Lufthansa, hvad enten det gælder bagage, GDS-gebyr eller høje pilotlønninger.

Af Ejvind Olesen

”Hvad fatter gør, det er altid det rigtige”. Vi husker H.C. Andersens eventyr. Netop nu er det som alt, hvad Lufthansa gør er altid rigtigt.

Næppe har det tyske selskab meddelt, at man fra 1. september uden videre snak gør det 16 euro dyrere at købe en flybillet gennem et GDS-selskab, før ”børnene” i Lufthansa-familien, Swiss, Austrian, Brussels Airlines og Germanwings, råber rungende ”ja” i kor og følger efter. De skulle også bare lige prøve andet.

Hvad værre er, at de endnu uafhængige europæiske ruteselskaber gør det samme. Om det så er Aeroflot har russerne meddelt, at de vil overveje. Og det samme har SAS desværre. ”Vi overvejer, men der er endnu ikke truffet nogen afgørelse,” lyder det meget lidt betryggende.

Så indfører Lufthansa og ”børnene” et nyt billetsystem, hvor man ligesom hos flere lavprisselskaber får endnu billigere billetter, hvis man slet ikke har nogen bagage med. Man undgår ganske vist, at bagagen bliver væk eller beskadiget, men alligevel.

Og hvem er det i øvrigt, der rejser uden bagage? Det er business kunder, som skal ud og hjem samme dag, og de rejser trods alt ikke på billigste billetter længst tilbage i flyet.

Til gengæld kan ferieturisten nok have brug for bagage, når man skal være væk i en uge eller to. Derfor er der alt andet lige god grund til, at SAS bliver ved med at tillade 23 kilo fri bagage om bord.

Det hele er vel ikke et spørgsmål om i yderste konsekvens at følge Michael O’Leary i Ryanair på tankeflugt med ”ståpladser på flyene og møntlås på toiletterne?”

Hvor dybt vil de etablerede ruteselskaber synke i et forsøg på at billiggøre billetterne for at konkurrere med lavprisselskaberne.?

Man aner svaret ”Vi følger bare Lufthansa.”

Det er næppe nogen god ide med alt, såsom at lægge sig på lønnings- og pensionsniveauet for det flyvende personale. Selv om de nu ser til at være forlig på vej, vil Lufthansa fortsat have nogle af de mest fordelagtige vilkår for piloter blandt Europas flyselskaber.

Et godt weekendråd til SAS og andre kunne være: Find selv på noget nyt. Skab noget med ide og kvalitet. Noget der gør, at kunderne absolut vil med på grund af service, kvalitet, smil og gode priser. Giv for en gangs skyld Lufthansa baghjul.

God weekend.

DEL ARTIKLEN
  •  
  •  
  •  

Skriv en kommentar

2 Comments on "Lufthansa er ikke altid rollemodel"

Notify of
avatar
Søren Saugmann
Søren Saugmann
Det virker lidt til du hænger fast i fortiden med ovennævnte artikel. Sandheden er i dag, at folk er ekstremt prisfokuserede, og det er unaset om det gælder køb af flybilletter, fødevarer, hoteller el lign. Den første pris der springer i øjnene på folk i en søgning – det er også den pris de hæfter sig ved og det er dermed også den pris der afgør hvor de ender med at lægge deres bestilling. I en sådan verden kan sas ikke gå alene og markedsføre sig på service og søde smil fra besætningen til gengæld for en højere billetpris. For… Read more »
Ole
Ole

Der er faktisk på ihvertfald et punkt en væsentlig serviceforskel på F.eks. SAS og lavservice selskaber som Norwegian og Ryanair. Det er at der altid bliver gjort alt for at få passagererne ombooket til andre selskaber, eller på anden måde videre så hurtigt som muligt, i tilfælde af aflysninger. Dette gør Norwegian eller andre lavservice selskaber absolut ikke. Forleden blev ca. 180 Passagerer med Norwegian forsinket over 24 timer i Amsterdam pga defekt motor.

wpDiscuz