Kun anmeldelser fra ægte kunder

Ægteparret Berit Willumsgaard og Søren Rasmussen er henholdsvis Albatros’ administrerende direktør og bestyrelsesformand. Foto: Peter Fredberg

Ægteparret Berit Willumsgaard og Søren Rasmussen er henholdsvis Albatros’ administrerende direktør og bestyrelsesformand. Foto: Peter Fredberg

REJSEBUREAUER:  Albatros Travel har indledt et samarbejde med selskabet BazaarVoice i Texas, der sorterer falske evalueringer fra.

Af Peter Fredberg

Albatros offentliggør de rejsendes uforbeholdne vurderinger på hjemmesiden efter et system, hvor de rejsende rater den enkelte rejse med op til fem stjerner. Den til enhver tid gældende score står anført ved hver rejse med angivelse af antallet af samlede anmeldelser.

Kunderne har samtidig mulighed for at knytte en kommentar, der går direkte til Texas, hvor den screenes efter virksomhedens etiske standarder, og personoplysninger, krænkende sprogbrug og navne på konkurrenter sorteres fra.

”Karaktererne og kommentarerne går usorteret på vores hjemmeside, og BazaarVoice-systemet, der også bruges af bl.a. Microsoft, Samsung, Adidas, Lego og Norwegian Cruiselines, sikrer, at kun ægte kunder kan indlevere reviews,” siger Albatros’ ejer og bestyrelsesformand, Søren Rasmussen.

”Vore fremtidige kunder kan altid se, hvad de tidligere rejsende mener om den pågældende rejse uden vores indblanding. Dårlige kommentarer vil vi naturligvis kommentere, men idéen er jo at skabe et helt igennem troværdigt forum. Vi har prøvekørt det i nogle måneder og kan heldigvis konstatere, at vore rejser godt kan tåle kritikken. Der vil naturligvis altid dukke nogle negative bemærkninger op, men det er jo blot med til at øge troværdigheden.”

Når Albatros med sit banebrydende initiativ inden for rejsebranchen i Skandinavien har fået flere anmeldelser at bygge på og har dokumenteret, at alle etiske standarder overholdes, tildeles systemet ”Authentic Reviews Trust Mark”.

Albatros fejrer 5. februar 30 års fødselsdag og markerer den med en reception i firmaet i Tøndergade 16, København V. Samtidig præsenterer Søren Rasmussen sin nye bog, ”Mennesket i naturen – naturen i mennesker”, der udkommer på Gyldendal.