Københavns Lufthavn undersøger krænkelser

Johnnie Müller.

Johnnie Müller.

LUFTFART: Efter flere kvinder i medierne har fortalt, at de har følt sig udsat for sexchikane i Københavns Lufthavns sikkerhedskontrol, griber lufthavnen nu ind. Årligt kommer ca. 20 klager over fór nærgående undersøgelser. ”Medarbejderne i Security er meget påvirket af sagen,” siger lufthavnens sikkerhedschef.2019/08/defaultmain.jpg”Københavns Lufthavn tager denne sag meget alvorligt, den er dybt beklagelig. Vi har ca. 13 mio. passagerer gennem sikkerhedskontrollen om året. Vi er frygtelig kede af det her, vores medarbejdere i Security er stolte af deres arbejde og tager skarpt afstand fra disse sager, som de er meget stærkt påvirkede af.”

Det sagde Københavns Lufthavns sikkerhedschef, Johnnie Müller, i går til standby.dk og tilføjede, at lufthavnen modtager 15-20 klager om året fra passagerer – kvinder som mænd – der føler, at undersøgelser af dem er gået over stregen.

Lufthavnen opfordrer alle, der har følt sig krænket, til at maile til Securitys ledelse på: security@cph.dk

Johnnie Müller siger, at alle kan skrive og uddybe deres oplevelser, såfremt de har følt sig udsat for sexchikane og utilstedelig krænkelse. Både internationale og danske regler beskriver detaljeret, hvordan et personeftersyn skal finde sted, og de regler følger Københavns Lufthavn.

”Både Trafikstyrelsen og EU tester med jævne mellemrum, om vi lever op til kravene. Det drejer sig om flysikkerhed, derfor kan vi ikke tage lemfældigt på reglerne,” siger Johnnie Müller.

Københavns Lufthavn gør opmærksom på, at alle rejsende har ret til at blive visiteret af person af samme køn.

”Københavns Lufthavn foretager hvert år ca. 100.000 passagerinterviews, her undersøger vi bl.a., om de rejsende er utilpasse ved at blive visiteret af person af det modsatte køn. Langt størstedelen giver udtryk for, at det er i orden. Når det er sagt, er det naturligvis ikke acceptabelt, at nogle har en oplevelse af, at vi går over stregen,” siger Johnnie Müller.

Johnnie Müller siger til standby.dk: ”De krav, vi følger, indebærer, at vi går meget tæt på. Vi skal f.eks. mærke tæt på kvindernes bh, om de gemmer noget.

Lufthavnen har i over 1.000 overvågningskameraer, optagelserne gemmes i tre uger. Der er også som led i myndighedskrav kameraer i sikkerhedskontrollen. ”Så alt kan dokumenteres,” siger Johnnie Müller.

Kravene til, hvad sikkerhedspersonalet i kontrollen skal undersøge de rejsende for skifter. Der kan være fokus på bælter, sko, ting gemt omkring brystkassen osv. Hvad sikkerhedskontrollen på konkrete tidspunkter kigger særligt grundigt efter er hemmeligt.

”De seneste år har vi ansat stadig flere kvinder i Security, så i dag er ca. 53 pct. af medarbejderne kvinder,” siger Johnnie Müller og tilføjer, at det ikke er sket, men hvis nogen sikkerhedsmedarbejder tages i overdreven nærkontakt med en passagers intime områder, risikere vedkommende at ”ryge ud med fuld musik.”