Københavns Lufthavn må løfte sammen med flyselskaberne

Ejvind Olesen.

WEEKENDKLUMME: Uanset hvor godt og hvor stor fremgang, der er i Københavns Lufthavn, nytter det så lidt, hvis man kriges mere indbyrdes end man hjælper hinanden til vækst og arbejdspladser. Den vigtigste opgave er ikke at skabe udbytte, som sendes til australske og canadiske investorer.

Af Ejvind Olesen

Vi kan lige så godt sige det rent ud. Nu må freden sænke sig, og et fælles initiativ med flyselskaberne og Danmarks suverænt største lufthavn iværksættes. Netop nu ser det ud til at gå den anden vej. Største kunde i Københavns Lufthavn, SAS, bliver hårdere og hårdere i sin kritik samtidig med, at man mister passagerer. Tallet i år er nede på 36 procent af det samlede antal i lufthavnen i Kastrup. For ikke så længe siden var det over 50 procent.  Det går især ud over punkt til punkt trafikken, hvor lavprisselskaberne vinder frem.

Transportørerne var for ikke så længe siden hos ministeren (som nu er skiftet ud) og lagde ikke fingre imellem i deres kritik af lufthavnens dispositioner.

Når man taler med nogle af deltagerne, går det igen, at ledelsen i Københavns Lufthavn har svært ved at tåle kritik. Lufthavnen er alt for dyr, har for mange ting midt i al glamouren, som ikke fungerer, for eksempel bagageanlæg, ser sig forblændet på en fordobling af passagertal, tror mere på, at det skal være et stormagasin end en lufthavn. Og sidst men ikke mindst: Stiler efter et årligt overskud på over halvanden mia. kr. – frem for at løfte i flok med sine flyselskaber under devisen: ”Går det godt for dem, går det godt for os”.

En enkelt deltager, Jesper Rungholm, der er kendt for at sige sin mening, foreslog ligefrem ministeren at nationalisere lufthavnen. Købe den frasolgte aktiemajoritet tilbage frem for at sende flere hundrede millioner om året til Australien og Canada.

Koncerndirektør i SAS, Lars Sandahl Sørensen, siger i dag det, han har sagt tidligere. Blot i endnu skarpere tonefald på vegne af SAS og af Danmark. Han har selv været adm. direktør for VisitDenmark og ved godt, hvad en stor international lufthavn betyder for dansk erhverv og dansk turisme.

I dag siger han ”Københavns Lufthavn er alt, alt for dyr. Og vi er i SAS nødt til at styre hen, hvor produktionsomkostningerne er lavere, hvis vi skal beholde og udvide trafikken mellem to punkter”.

I går kom så en flytning af de mange afgange til Stuttgart fra København til Arlanda – ligesom et bevis efter årsrapporten. Helt som ventet siges fra det svenske hovedkvarter, at det er et latent kundeønske at flyve direkte og ikke omkring Kastrup. Sådan har det været i de 70 år, SAS har eksisteret. Det er der ikke noget nyt i. Blot at både nordmænd og svenskere får en større bid af kagen i dag, også fordi deres lufthavne er langt billigere at flyve fra.

SAS formand Fritz Schur har ikke lagt skjul på, hvad han mener: ”Hvorfor skal jeg igennem et stormagasin, fordi jeg skal ud at flyve?”

”Vi har en fælles opgave som flyselskab og lufthavn. Derfor skal en lufthavnstakster og flyselskab gå i spand og sammen føre til mere vækst, ” sagde Lars Sandahl til mig forleden. Underforstået, at det kunne være en god idé at sætte flyselskabernes takster ned for at få endnu mere trafik.

Det samme sagde Vagn Sørensen engang for flere år siden, da jeg besøgte ham i Wien. ”Vi er partnere. Vi skal trække på samme hammel,” uddybede han. Husker jeg ret, var det netop, hvad der skete en periode, mens Vagn var adm. direktør for Austrian Airlines, som senere er ”spist” af Lufthansa og i dag fødelinje til Frankfurt.

Den samme lufthavn, som har høstet frugten af Lufthansas voldsomme opkøb af europæiske flyselskaber, og nu kræver en stigning på et par procent, selv om den i forvejen er en af Europas dyreste at benytte.

Jeg har stor respekt for de resultater og den vækst, der i år er skabt i Københavns Lufthavn. Ledelsen kan ikke gøre noget ved hvor meget, der skal afleveres til aktionærerne. Og den danske stat solgte nu engang ud af sin infrastruktur, da australierne overtog – og betalte for det.

Men det vil nok være en god idé – ikke mindst i betragtning af, at lufthavnen fortsat har en slags monopol i Danmark –  at udnævne 2017 til ”samarbejdets år”. I modsat fald kunne kursen mod 40 mio. årlige passagerer stoppe brat.

God weekend