Københavns Lufthavn deler ikke planerne for Paris

0

københavns lufthavn passagererLUFTHAVNSSTØTTE: Igen og igen har man hørt om flyselskaber, som føler at de store europæiske lufthavne skummer fløden, mens flyselskaberne må kæmpe for livet. Sådan er det i Paris, men ikke i København.

Lufthavnene i Paris vil sænke og omlægge afgifter for at komme Air France til hjælp. Den franske stat ejer 50,6 procent og er altså majoritetsejer. Priserne for langruter vil blive sat ned (dem vil Paris gerne bevare), mens det er planen at forøge afgifterne på tyndt besatte kort- og mellemdistanceflyvninger.

En sådan graduering kunne andre lufthavne, og ikke mindst deres nationale flyselskaber, også få lyst til mange steder i Europa. Tænk blot på Storbritannien og Tyskland.

”Det har vi imidlertid ingen planer om,” siger kommunikationsdirektør i Københavns Lufthavn Henrik P. Jørgensen til standby.dk.

”Dels er vi underlagt EU, det er Paris naturligvis også, men der kan være visse nationale hensyn at tage, som for eksempel, at der i modsætning til København er mangel på slots. Alene det kan motivere til en opdeling af trafikken.

Det hensyn behøver vi ikke at tage, og bortset fra lavprisselskaber, som benytter Go terminalen og udnytter færre faciliteter, har vi samme prispolitik for alle fly.”

”SAS har for nylig været ude med meldinger om, at København er en dyr lufthavn og klart dyrere at operere fra end Arlanda i Stockholm. Gør det ikke indtryk?”

”Vi har ingen planer om at ændre på det punkt. Vi har i foråret fået en fire årig aftale, og vi skal gerne ligge i midten for niveauet i de lufthavne vi betragter som vore primære konkurrenter. Det er ikke Arlanda, men lufthavne som München, Zürich og Amsterdam,” siger Henrik P. Jørgensen.

Selv om Paris måske gerne vil hjælpe Air France med nogle gode aftaler, og hvis det samme skulle falde Københavns Lufthavn ind i forhold til SAS, er det ikke tilladt i EU. Det er et krav, at alle selskaber får de samme betingelser.

DEL ARTIKLEN
  •  
  •  
  •  

Skriv en kommentar

Be the First to Comment!

Notify of
avatar
wpDiscuz