’Klassens frække dreng’

airnaviaLUFTFART: Airnavia markedsfører sig som ”nystartet dansk flyselskab i Aalborg Lufthavn.” Men Airnavia med sine hemmelighedsfulde ejere har ingen fly og er reelt blot et rejsebureau – med plan om egen flylicens.

Det gik ikke efter den eventuelle plan, da nystartede Airnavia i går usikkert præsenterede sig på pressemøde i Aalborg Lufthavn. Airnavia er sammensætning af Air og Scandinavia.

Airnavia hører under DK Rejs-koncernen fra Tilst i Nordjylland, der også omfatter charterbureauet Sun Charter. Sun Charter, der har ca. 20.000 rejsende om året fra primært Aalborg, er ikke med i charterselskabernes brancheforening, RID (Rejsearrangører i Danmark), der organiserer de seriøse aktører i den danske charterrejsebranche. Krakkede Tyrkiet Eksperten blev aldrig medlem af RID.

Airnavia lod sig 7. oktober i år registrere i Det Centrale Virksomhedsregister, CVR, som DK Flight og har siden 16. september haft Lars Christian Linde som adm. direktør og Søren Kjellerup Jensen som bestyrelsesformand. Selskabet har ifølge CVR en kapital på 50.000 kr.

DK Rejs har intetsigende hjemmeside med én oplysning, at den er registreret i Rejsegarantifonden – registreringen dækker dog Sun Charter.

DK Rejs, Sun Charter eller nytilkomne Airnavia har på deres hjemmesider ingen info om, hvem der står bag.

Airnavia tilbyder denne vinter flybilletter til Gran Canaria og Tenerife. Fra maj næste år kommer flyvninger fire gange om ugen med Danish Air Transport med et MD83-fly med 165 sæder fra Aalborg til London Stansted – ligesom Airnavia har købt pladser på eksisterende SAS-flyvninger med Sun Charter til Kreta, Rhodos, Korfu, Gran Canaria, Tenerife, Varna, Malta og Gazipasa/Alanya.

På fredag starter salget. Her har Airnavia købt flysæder hos SAS, hvilket søsterselskabet SunCharter også har.

“Planen er indenfor tre år at få vores egen AOC – Air Operator Certificate – driftstilladelse, så vi kan sende egne fly af sted,” sagde Airnavias driftschef, Mathias Madsen og adm. direktør Lars Christian Linde, på pressemødet i går i Aalborg Lufthavn.

Airnavia vil sælge flybilletter til foreløbig otte destinationer, fløjet af SAS og DAT.

Airnavia siger til standby.dk, at man hverken er medlem af Danmarks Rejsebureau Forening eller charterselskabernes brancheforening, RID (Rejsearrangører i Danmark) – da standby.dk spurgte om årsagen, sagde Mathias Madsen og Lars Christian Linde, at man gerne vil være ”klassens frække dreng.”

Klassens frække dreng starter salget på sin hjemmeside på fredag med 1.000 flybilletter for 49 kr. På Airnavias hjemmeside står, at prisen er uden skatter og afgifter – 103,50 kr. pr. passager fra Aalborg Lufthavn. Det er ikke lovligt at sælge flypriser uden passagerafgift, så Airnavia lovede at dække afgiften for de 1.000 billetter på 103,50 kr.

Airnavia vil også sælge ekstra ydelser som f.eks. sædevalg og bagage ligesom der ingen gratis mad og drikke er ombord på dets flyvninger.