Klar til stor MICE-konference

0

klampenborg galopbaneTURISME: Møde- og inspirationsnetværket Danske Konferencecentre har den 2. september sin årlige Inspirationsdag – i år på Klampenborg Galopbane.

Den danske MICE- (Meetings, Incentives, Conferences & Events/Exhibitions) branche er en milliardindustri. Og når først indlæg, workshops og diskussioner afløser hinanden, kan konferencer minde om et galopderby, hedder det.

Derfor holder Danske Konferencecentre i år sin årlige Inspirationsdag på Klampenborg Galopbane nord for København. Arrangementet den 2. september er henvendt til professionelle mødebookere og -arrangører.

”Det handler om at inspirere mødebookere og -arrangører, der ofte sidder alene med ansvaret for at tilrettelægge et perfekt møde eller konference,” siger direktør for Danske Konferencecentre, Marlene H. Sylvester-Hvid, og tilføjer: “Udfordringen bliver bestemt ikke mindre, fordi man har prøvet det før. For hvordan kan man forny sig? Hvordan giver man sine kolleger, kunder, eller hvem der ellers skal deltage, noget nyt som kan forstærke resultaterne af mødet?”

Der er alvor bag Årets Inspirationsdag. Derfor bliver Klampenborg Galopbane centrum for indlæg og aktiviteter fra professionelle teambuildere og eventbureauer, der vil inspirere bookere og arrangører til aktiviteter, der kan øge udbyttet af kommende arrangementer.

Dagen byder på mulighed for at netværke med kolleger og konferencesteder. 55 danske konferencesteder er sadlet op til galopbanen.

“Vi sørger for inspirerende indlæg og aktiviteter, men det er mindst lige så værdifuldt for mødebookere og -arrangører at kunne møde hinanden samtidig med, at de kan møde konferencestederne,” siger Marlene H. Sylvester-Hvid.

Danske Konferencecentre blev stiftet i 1990 og har nu 73 medlemmer. Mere info på hjemmesiden: DanskeKonferencecentre.dk

DEL ARTIKLEN
  •  
  •  
  •  

Skriv en kommentar

Be the First to Comment!

Notify of
avatar
wpDiscuz