Kendt profil tilbage til luftfart

Lars Bording - Director of Travel Retail i Thomas Cook-gruppen.

Lars Bording – Director of Travel Retail i Thomas Cook-gruppen.

LUFTFART: Tidligere direktør i stort erhvervsrejsebureau og SAS lander nyt topjob i Thomas Cook-gruppens flyselskaber, hvor den 47-årige dansker nu skal prøve kræfter med noget for ham helt nyt.

Lars Bording er retur i luftfart som Director of Travel Retail i Thomas Cook-gruppens Travel Retail Division.

Her har han nu det overordnede ansvar for gruppens salg af taxfree varer på de mange fly – ikke kun hos Thomas Cook Airlines Scandinavia, Nordens største charterflyselskab, men også for de øvrige Thomas Cook-flyselskaber. De omfatter Condor i Tyskland samt Thomas Cook Airlines i såvel Storbritannien som Belgien.

Lars Bording bekræftede i går standby.dks oplysninger og sagde:  ”Mit ansvarsområde dækker bl.a. vores pre-order salg, Airshoppen, altså hvad vores millioner af passagerer kan forhåndsbestille til ud- og hjemrejsen fra et meget større varesortiment, end vi kan have med ombord. Jeg har også ansvaret for salg på flyene og hvad vi kan sælge til andre flyselskaber; på dette område har vi bl.a. færøske Atlantic Airways som kunde, men det er planen at øge på dette forretningsområde.”

Lars Bording har kontor hos Thomas Cook Airlines i Københavns Lufthavn og rapporterer til Thomas Cook Airlines Scandinavias nye adm. direktør, Per Knudsen.

Thomas Cook har store pakkerier af pre-order varer i sydsvenske Lund, Hannover og Manchester. Lars Bording må ikke oplyse, hvor stor omsætningen er indenfor hans ansvarsområde i Thomas Cook-gruppen.

Han forlod luftfart i 2011, hvor han i et år var kommerciel direktør hos daværende Cimber Sterling. Fra 2011-15 var han adm. direktør for elbiloperatøren Clever, der er ejet af en række energiselskaber. Clever ønskede sidste år ny adm. direktør til selskabets nye udfordringer.

”Det var fire spændende år hos Clever, men jeg savnede den farverige tilværelse i luftfart og jobbet hos Thomas Cook er fantastisk mulighed for at prøve kræfter med noget helt nyt,” sagde Lars Bording i går.

Lars Bording begyndte i rejsebranchen i 1990 som elev i SAS, oplyser hans Linkedin-profil. Han kom i 1994 til Carlson Wagonlit Travel i Danmark, hvor han to år senere blev international account manager på CWTs hovedkvarter i Paris og siden direktør for området med base i Holland.

I 2005 blev Lars Bording direktør for CWT i Danmark, landets største erhvervsrejsebureau. I december 2006 skiftede han til SAS Danmark som chef for salg og marketing, hvorfra han kom til Cimber Sterling, hvor han i 2010 og 2011 var kommerciel direktør.

Thomas Cook Group, der bl.a. ejer Danmarks største charterrejsebureau, Spies, er noteret på Børsen i London og har på verdensplan ca. 22.000 ansatte. Thomas Cook Group Airlines har 90 fly og er ifølge egne oplysninger Europas 11. største flyselskab.