Karsten Ree køber rejsebureau

0

afrika Karen Blixen Camp ferie safariREJSEBUREAUER: Mangemillionæren Karsten Rees holdingselskab har overtaget 75 pct. af rejsebureauet Africa Tours fra Herning. Med i handlen er også et mindre erhvervsrejsebureau fra København.

Med købet øger Karsten Ree sit fokus på Afrika. Karsten Ree Holding ejer i forvejen bl.a. Ree Park Safari på Djursland samt Karen Blixen Camp i Masai Mara Kenya, sidstnævnte oprettet og senere videresolgt af Albatros Travel.

De resterende 25 pct. af Africa Tours forbliver hos John Olsen Holding Dragør ApS, der startede det i 2011.

Rejsebrancheanalytiker Ole Egholm sagde i går til standby.dk, at Africa Tours har givet små millionunderskud de seneste år.

Africa Tours oplyser, at man er specialister på safari og rejser til Afrika og årligt sender godt 900 gæster til kontinentet – heraf rejser langt størstedelen til Kenya.

Africa Tours og Karen Blixen Camp har allerede et godt samarbejde og overtagelsen ligger således i tråd med de værdier omkring naturbevarelse og arbejde med truede dyr, der er repræsenteret hos såvel Ree Park Safari, Karen Blixen Camp samt Africa Tours, oplyses det.

Hos Karsten Ree Holding og hos Africa Tours glæder man sig til det udvidede samarbejde, der i hverdagen dog ikke får indflydelse på forretningen Africa Tours eller bureauets medarbejdere. Fokus for Africa Tours er fortsat safarirejser til det østlige og det sydlige Afrika.

Africa Tours består i dag af et salgskontor i Herning samt en række rejseledere, hvoraf to bor permanent i Kenya.

I forbindelse med købet af Africa Tours overtager Karsten Ree Holding også erhvervs- og forretningsrejsebureauet B2B Travel med kontor i Valby. Direktør for Africa Tours og B2B Travel forbliver Claus Lund Sørensen, der var med i etableringen af Africa Tours i september 2011 samt af B2B Travel i august 2014.

DEL ARTIKLEN
  •  
  •  
  •  

Skriv en kommentar

Be the First to Comment!

Notify of
avatar
wpDiscuz