Julen starter på Angleterre

Hotel d'Angleterre, jul 2013HOTELLER: Traditionen holdes vedlige, når Hotel d’Angleterre i eftermiddag afslører facadens fantastiske juleudsmykning ud mod Kgs. Nytorv i København.

Da direktør og indehaver af flere store hoteller i København, Henning Remmen, levede, var han mildt sagt ikke tilfreds med Københavns Kommunes udsmykning op til jul af Kgs. Nyorv.

Han var en sand fighter, og han var også en person, der førte sin vilje igennem. Derfor besluttede han at skabe en udsmykning af Angleterres facade, som kunne vise kommunen vintervejen.

Den tradition har hotellets bestyrelsesformand og nuværende indehaver, Else Marie Remmen, besluttet sig for at føre videre. Det fortsætter også i år, hvor julen starter med afsløringen af årets juleudsmykning til toner fra den Kongelige Livgardes Musikkorps kl. 17 fredag.

Facaden skifter hvert år, og hvad det er i år, er en hemmelighed. Det skal modtages som en julegave til byen København. Det er sivet ud, at det i år er noget smukt og skrøbeligt, inspireret af Kong Vinters hvide rige.

Måske kommer det lidt vinter fra naturens hånd i weekenden, men der kommer i hvert fald noget på Hotel d`Angleterres facade fredag eftermiddag.

Det hele koster den nette sum af 2,5 mio. kr.