Italien vil sælge Alitalia

LUFTFART: Alitalia kan være næste nationale flyselskab i Europa til at forsvinde, frygter analytikere. Senest har Skyteam-medlemmets ”redningskommission” bedt om tilbud på at købe hele eller dele af Alitalia. Dansk Italien-ekspert frygter, selskabet snart vil være fortid.

Alitalias redningskommission beder om tilbud på køb af hele eller dele af det insolvente flyselskab. ”Jeg kigger hver morgen hos de italienske medier, om Alitalia er gået konkurs,” siger stor dansk rejsearrangør på rejser til Italien til standby.dk

Alitalia kom tidligere på måneden i kontrolleret konkursbeskyttelse. Det skete efter flyselskabets medarbejdere afviste en ny redningsplan.

Flere flyselskaber er allerede større på italiensk indenrigs eller på udenrigsruter til Støvlelandet.

Alitalia er netop kommet under den italienske version af konkursbeskyttelse, mens den største aktionær, Etihad Airways fra Abu Dhabi, der ejer 49 pct. af selskabet, overvejer fremtiden.

Hjemmesiden anna.aero har analyseret Italien i den nuværende sommersæson. Den viser, at Alitalia har 40 pct. af indenrigsmarkedet men blot ti pct. af flysæderne til og fra Italien på udenrigsruterne. Ryanair har 25 pct. af flyvningerne på italiensk indenrigs og 31 pct. af de udbudte flysæder.

Når der ses på Alitalias 15 største indenrigsruter, betjener selskabet alene 10 af dem. Alitalias største indenrigsrute er mellem Rom og Milano. Easyjet er her største konkurrent.

På udenrigsruterne har Alitalia i årets sommersæson under 10 pct. af flysæderne til og fra Italien – Ryanair har flest med 20 pct., mens Easyjet har 11,5 pct. Herefter følger spanske Vueling, Lufthansa, ungarske Wizz Air, British Airways, Air France, Emirates og Air Berlin med 1,8 pct. af de internationale sæder til og fra Italien.

Alitalia har behov for mindst 15 nye milliarder kr. for at overleve. Ønsket om konkursbeskyttelse i Alitalia kom efter medlemmer af flyselskabets fagforeninger nedstemte forslag om fyring af op mod 1.000 ansatte og lønnedgang på otte pct. for de øvrige over 12.500.

Etihad Airways har meddelt, at man har gjort, hvad man kunne for at redde Alitalia, men at en ”fundamental omstrukturering” er nødvendig, hvis Alitalia skal overleve.

Alitalia flyver til 94 lufthavne, her af 26 i Italien.​