Ingen hjælp fra EU mod bookingmastodonter

0
Margrethe Vestager.
Margrethe Vestager.

HOTELLER: Den danske EU-konkurrencekommissær vil ikke gribe ind over for de store online bookingportaler. ”Utrolig ærgerligt,” siger Horesta-direktør. Også Dansk Erhverv er utilfreds.

EU’s konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, har netop meddelt sin beslutning i et svar til den danske EU-parlamentariker, Bendt Bendtsen. Hun mener, sagen må klares i de enkelte EU-lande.

Den danske arbejdsgiverforening for bl.a. hotelerhvervet, Horesta, er utilfreds med kommissærens beslutning.

Horesta, og dets europæiske forening, HOTREC, mener, at de store bookingportaler, de såkaldte OTA’er som Booking.com og Expedia, der ejer Hotels.com, i deres kontrakter med hotellerne stiller ulovlige krav om særlige prisklausuler. Hvis hotellerne vil have aftaler med OTA’erne, må de ikke sælge deres værelser til en lavere pris på egne hjemmesider.

Hotelbranchen føler sig presset til at indgå aftalerne, fordi bookingportalerne er markedsdominerende.

I Danmark ”leverer” OTA’er i snit ca. hver fjerde hotelovernatning – og tager 15-25 pct. af værelsesprisen.

I kommentar til Margrethe Vestagers beslutning, sagde adm. direktør for Horesta, Katia Knipschildt Østergaard, i går til standby.dk:

”Det er utrolig ærgerligt. Vi havde håbet, EU ville tage sagen. Det er stærkt problematisk med forskellige regler i EU-landene på området, også for hotelkæder, der må arbejde med forskellige vilkår på tværs af grænserne. I nogle få EU-lande er der kommet domme mod OTA’ernes klausuler. I f.eks. Tyskland er de nu blevet forbudt.”

Katia K. Østergaard tilføjer: ”De danske konkurrencemyndigheder var også på vej med en retssag mod OTA’erne, for at få afgjort, om deres regler er lovmedholdelige. Men da Expedia og Booking.com så indgik såkaldte ”frivillige aftaler,” valgte de danske konkurrencemyndigheder i stedet at se tiden an.”

”Men, fortsætter Horesta-direktøren, ”de frivillige aftaler betyder ikke noget som helst. Dermed kan de stadig arbejde med prisklausuler, for selv om et hotel giver én værelsespris til ”OTA1” og anden til ”OTA2,” må hotellerne stadig ikke på deres hjemmesider sælge til en billigere pris.”

Selv om Margrethe Vestager i første omgang afviste hotelbranchen, vil Horesta på nationalt plan i Danmark og HOTREC på europæisk niveau fastholde presset mod EU for at gribe ind.

Emnet bliver debatteret igen i dag i Stockholm, hvor Horesta mødes med sine nordiske søsterorganisationer.

”Horesta holder også møder om emnet med en række danske folketingspolitikere. F.eks. er formand for Folketingets erhvervsudvalg, Morten Bødskov, meget engageret i sagen og vil tage sagen op med erhvervsminister Troels Lund Poulsen. Horesta håber, at også Danmark vil lovgive mod OTA’ernes prisklausuler, fordi de misbruger deres dominerende position,” siger Katia Knipschildt Østergaard.

I sit svar til Bendt Bendtsen skrev konkurrencekommissær Margrethe Vestager, at frivillige aftaler, som konkurrencemyndighederne i flere EU-lande har indgået med Booking.com og Expedia, overflødiggør et indgreb fra EU. Hun henviser hotelbranchen til de nationale domstole, hvis de vil have underkendt aftalerne.

Horesta mener, at afvisningen fra EU-Kommissionen er dybt problematisk for den frie konkurrence.

”Vi har ingen forståelse for, at kommissionen ser igennem fingrene med bookingportalernes aftalemodeller,” siger Katia K. Østergaard.

Også Dansk Erhverv vil følge op på sagen over for EU-kommissionen. Susanne Nordenbæk, fagchef for turisme og oplevelsesøkonomi hos Dansk Erhverv, sagde i går i pressemeddelelse fra arbejdsgiverforeningen: ”I EU er der to tilgange til bookingportalernes brug af prisklausuler. I Tyskland har konkurrencemyndighederne valgt et komplet forbud mod den tyske bookingportal HRS’ prisklausuler. I Sverige, Frankrig og Italien har konkurrencemyndigheder indgået aftale med de to største bookingportaler i Europa, Booking.com og Expedia. Ifølge denne aftale er det dog stadig muligt for bookingportalerne at forbyde hotellerne at sælge hotelværelser billigere på deres egen hjemmeside end den pris, bookingportalen sælger værelset til.”

Videre hedder det fra Dansk Erhverv: ”Dansk Erhverv vil vide, hvilken tilgang er ”den rigtige” ifølge EU-lovgivningen. Nu har EU-Kommissionen svaret, at begge tilgange tjener til at afhjælpe de konkurrenceproblemer, de nationale konkurrencemyndigheder har påvist, fordi aftalerne øger konkurrencen mellem bookingportaler, letter adgangen til markedet for nye aktører og dermed presser provisionssatserne. Ifølge EU-Kommissionen vil det være til fordel for forbrugerne, som i sidste ende betaler for portalernes provisioner gennem prisen på hotelværelser.”

DEL ARTIKLEN
  •  
  •  
  •  

Skriv en kommentar

Be the First to Comment!

Notify of
avatar
wpDiscuz