Icelandair sender sit største fly til København

icelandair boeing B767LUFTFART: Fra midten af november i år til starten af maj vil Icelandair to og tre gange om ugen betjene København og Stockholm med sin største flytype, Boeing B767. Icelandair forventer ny passagerrekord i år.

Icelandair flyver primært med Boeing B757, men har i år fået to større B767 og får endnu to næste år.

Selskabet kommer i år op på 28 B757, arbejdshesten er Boeing B757-200/300, men der kom i april og maj i år to Boeing B767 med plads til 262 passagerer. B767 har hos Icelandair ca. 40 pct. flere flysæder end B757.

Icelandair indsætter den kommende vintersæson Boeing 767 på flere ruter. Fra Keflavik til København flyver en B767 mellem 12. november og 4. maj næste år to af de ugentlige flyvninger, mens der fra 17. februar til 3. maj bliver tre flyvninger om ugen med B767 til Stockholm.

Samlet forventer Icelandair i år 24 pct. flere flyvninger end sidste år og 3,7 mio. passagerer mod 3,1 mio. i fjor. Halvdelen af Icelandairs passagerer flyver mellem Europa – via Island – til Nordamerika, hver tredje skal ”kun” til Island, mens 15 pct. rejsende er fra Island.