Icelandair retur til Chicago

icelandair rutenetFLYSELSKABER: Efter 27 års fravær vender Icelandair næste år tilbage til Chicago med helårsrute – den 15. destination i Nordamerika. Dermed bliver Chicago meget trafikeret fra Norden – i forvejen flyver SAS og snart også Finnair til The Windy City.

Icelandair er 16. marts næste år retur med fire ugentlige afgange hele året til Chicago – selskabets 15. nordamerikanske destination. Icelandair fløj til Chicago fra 1973 – 1988. Næste år er flyselskabet tilbage med tre kabineklasser, individuelt underholdningssystem og Wi-Fi.

”Vi er meget spændte på og glade for at vende tilbage, som et større og bedre flyselskab og meget bedre rustet til at servicere Chicago og de næsten 10 mio. indbyggere,” siger Icelandairs koncernchef, Birkir Holm Gudnason.

Icelandair har foreløbig 40 destinationer, heraf 15 i Nordamerika: Boston, Washington D.C., New York (JFK og Newark), Orlando, Minneapolis, Denver, Seattle, Anchorage, Portland (åbner 19. maj i år) og Chicago (fra marts 2016) i USA samt i Canada såvel Toronto, Halifax, Vancouver som Edmonton.

SAS har i forvejen flyvninger til Chicago fra København og Stockholm – og efter Oneworld-partneren American Airlines er stoppet med at flyve sæsonrute til Chicago, begynder Finnair nu selv at flyve til byen med tre fly om ugen fra 13. juni til 17. oktober.