Icelandair får flere konkurrenter

0

icelandair boeing b757LUFTFART: Island er ’hipt’ rejsemål – og flere flyselskaber åbner ruter til øen. Nordamerika overhalede sidste år Europa som Icelandairs bedst sælgende marked.

Air Baltic, Air Berlin, Czech Airlines, Delta Air Lines, Easyjet, Germania, Iberia Express, Lufthansa, Norwegian, SAS, Transavia, Wizz Air og islandske Wow Air. Alle flyselskaber der har åbnet ruter til Island – eller vil gøre det fra i år. Flere er sæsonruter.

2015 blev et godt år for Icelandair Group med tocifret vækst – bl.a. hjulpet af faldende pris på flybrændstof.

Hovedparten af væksten kom også sidste år fra flyvninger fra Europa – via Island – til Nordamerika og omvendt.

Trods stigende konkurrence fra bl.a. lavprisselskaber, øgede Icelandair Group sidste år sin indtjening og omsatte for 1,1 milliarder dollars og fik fremgang på 67 pct. i overskud, 111 mio. dollars, skriver luftfartsanalyse-bureauet, CAPA.

Sidste år udbød Icelandair 16 pct. mere kapacitet ved bl.a. at åbne nye ruter til f.eks. Portland i Oregon samt øge kapaciteten på eksisterende, i Nordamerika bl.a. til Boston, Edmonton, New York Newark, Seattle, Toronto, Vancouver og Washington D.C. – samt i Europa til bl.a. Billund, Helsinki og København.

Passagertallet steg 18 pct. til 2,6 mio. i forhold til 2014. Størst var væksten mellem Nordamerika og Europa – eller omvendt, i alt 21 pct. Siden 2009 er antallet af Icelandair-passagerer steget over 175 pct.

Nordamerika overhalede sidste år Europa (fraregnet selve Island) som det marked, hvor Icelandair sælger mest.

Nordamerika stod sidste år for 37 pct. af Icelandairs omsætning – mod 32 pct. i 2014. Sidste år kom 32 pct. af Icelandairs salg i Europa – mod 35 pct. i 2014. Resten af salget, 24 pct., skete på hjemmebanen i Island.

Icelandair får også mere konkurrence fra andre flyselskaber. Sidste år udbød lavprisselskaber som navnlig Easyjet 24 pct. flere sæder i forhold til 2014.

Og de andre flyselskaber æder sig ind på Icelandairs markedsandele. Mens Icelandair for fire år siden udbød 80 pct. af flysæderne til og fra Island, er tallet nu 59 pct. Omvendt fortsætter passagermængden med at stige. Ikke mindst islandske Wow Air er gået frem og har nu 18 pct. af flysæderne til og fra Island, Easyjet har otte procent.

Icelandair er vokset rigtig meget. Mens man i sommeren 2013 havde 19 destinationer i Europa og ti i Nordamerika, vil det i sommeren i år flyve til 27 lufthavne i Europa og 15 i Nordamerika. Til sammenligning har Wow Air nu fly til 19 lufthavne i Europa og seks i Nordamerika. I år får Wow Air nye ruter til Frankfurt, Los Angeles, Nice, San Francisco og Toronto.

På Canadas største by, Toronto, skal Icelandair fra i år prøve kræfter med Wow Air, der fra maj åbner med fire fly om ugen – Icelandair har i højsæsonen to fly om dagen.

Wizz Air åbner til marts mellem Budapest og Island, Air Baltic åbner til maj ny rute fra Riga til Island, tyske Germania starter mellem Bremen i juni. Også i juni vil Iberia Express flyve to gange om ugen mellem Madrid og Island.

Den kommende sommer genoptager Delta Air Lines sin rute fra Minneapolis til Island – i konkurrence med Icelandairs eksisterende rute. Hertil kommer, at de kæmper på ruten mellem New Yorks JFK-lufthavn og Island. Her flyver Icelandair to gange om dagen, mens Delta har otte fly om ugen.

DEL ARTIKLEN
  •  
  •  
  •  

Skriv en kommentar

Be the First to Comment!

Notify of
avatar
wpDiscuz