Hvornår er vi bange nok?

WEEKENDKLUMME: De seneste terror-begivenheder har igen sat fokus på samspillet mellem Borgerservice og rejsebranchen. – Amerikanerne er de mest påvirkelige, mens danskerne sidst vil hentes hjem.

Af Ejvind Olesen   

Terror er desværre ved at blive en hverdagsting. Senest i Jakarta, Istanbul og måske i Hurghada. Det gør behovet for at sætte samarbejdet mellem Borgerservice og rejsebranchen i perspektiv. For der er jo nødt til at være et samarbejde velvidende, at den ene part kan være af afgørende betydning for den andens eksistens. Nok så vigtigt er det imidlertid, at den også kan være afgørende for kundernes sikkerhed.

Der er selvfølgelig ingen tvivl om, at Borgerservice (Udenrigsministeriet) har det afgørende ord for, om en destination skal have det gule eller det røde kort. Det gule er det, som Egypten og Tyrkiet i skrivende stund har fået. Det røde er når et rejsemål påhæftes betegnelse ”alle unødvendige rejser frarådes”.

Det er normalt signalet til, at en dansk rejsearrangør begynder at hente sine gæster hjem i utide, annullere følgende rejseafgange og give fri afbestillingsret. Men det er ikke et forbud, som rejsearrangører absolut skal følge.

I reglen giver det sig selv. Når det kommer til, om vi er bange for at flyve på ferie eller opholde os i et land med terror, er der ret så stor forskel på reaktionerne i de forskellige lande.

Mønstret efter weekendens overfald/terror/tyveri var helt typisk dansk. Nogle ville hjem med det samme, andre ville blive, og allerede mandag var der nye bestillinger, ikke mindst fordi priserne var sat ned.

For en gangs skyld strøg englænderne ikke ud og gav det røde kort til ferietrafikken. Det plejer de at være de hurtigste til. Striben af charterfly fra London til det egyptiske feriemål fortsatte ufortrødent.

På den anden side af Atlanten er de amerikanske turister allerede begyndte at melde fra. Man sagde i sin tid om amerikanerne, at bare der kom en ekstra kommunist i den italienske regering, gik det ud over de amerikanske turistbesøg. I dag har det allerede ramt krydstogter til Middelhavet på grund af uroligheder i Tyrkiet, Egypten og Tunesien.

Hvis man er ansat i Udenrigsministeriet, kender man naturligvis til de farer, der er ved at rejse ud i verden. Man kender også det ansvar, det er at bedømme graden af det farlige. Og alligevel kan budskabet aldrig blive andet end vejledende.

Hvem i alverden kan sige, om der snart igen sprænger en bombe i Istanbul, eller der ikke gør. Eller i Paris, eller Cairo eller Tunis. Vi ved det heldigvis ikke. Vi kan prøve at vurdere for og imod. Eller vælge at blive helt hjemme, hvor vi heller ikke er sikre.

Vort rejseliv stopper først, når det er farligt nok

God weekend.