Hotel donerer til velgørenhed

Hellerup ParkhotelHOTELLER: Til november er det 15 år siden Ole Andersen overtog Hellerup Parkhotel – det fejres i jubilæumsåret ved at give 5 kr. for hvert solgt hotelværelse til Børnediabetesfonden.

Hoteldirektør Ole Andersen kan 2. november fejre, at det er 15 år siden han og O. A. Holding overtog driften af Hellerup Parkhotel med 71 værelser og suiter på Strandvejen nord for København.

For at markere de første 15 år er man klar med kampagnen: ”Du sover, vi donerer.” I jubilæumsåret bidrager det 4-stjernede hotel til Børnediabetesfondens arbejde med forskning i type 1 diabetes. Hellerup Parkhotel donerer fem kroner for hvert solgt værelse.

Børnediabetesfonden, der har dronning Margrethes søster, prinsesse Benedikte, som protektor, gør en forskel for børn, unge og andre, der er ramt af type 1 diabetes. Målet er at helbrede diabetes og dens følgesygdomme.

Samarbejdet mellem Børnediabetesfonden og Hellerup Parkhotel bliver offentliggjort ved gallaaftenen Rock The Cure 11. november. Auktionen ved Rock The Cure indsamlede sidste år 1,2 mio. kr. til Børnediabetesfonden.