Har SAS virkelig ikke andet at bruge penge til?

Ejvind Olesen.

WEEKENDKLUMME: Gang på gang overraskes man over, hvor tåbelige ting analysebureauer kan sælge til seriøse firmaer, som nu for eksempel denne uges analyse om kø-kultur i Skandinavien.

Af Ejvind Olesen

Vi har alle mere eller mindre vænnet os til at stå i kø i ved kassen i et supermarked. Jeg har altid en vis evne til at komme direkte bagved en mand eller kvinde, der ser ud til at have købt hele forretningen med henblik på forråd til vinteren. Lige foran igen står en lille forsigtig dame, med bare en pakke te i indkøbskurven. Var jeg bare kommet sekunder før, så…

Den undersøgelse (eller analyse) kan jeg lave helt alene uden at have bureau eller konsulent til hjælp. Til gengæld har SAS sat en uhyre interessant samfundsundersøgelse i gang for at finde ud af, hvordan danskere, svenskere og nordmænd opfører sig i en kø. Snyder vi, eller affinder vi os med vores skæbne?

Den har Infomedia lavet gennem Norstats onlinepanel. Hurra for den digitale udvikling, og hurra for at vi snyder mindre i en kø end nordmænd og svenskere. Og det er bestemt gået ærligt til. For at sikre udsnittene er repræsentative, udgøres stikprøverne af ca. 1.000 respondenter tilfældigt udtrukket af Norstats onlinepanel.

Undersøgelsens resultater, som vi offentliggjorte her på siden i tirsdags, er så uendeligt ligegyldige, hvis man overhovedet har andet at lave, end at læse dem.

Hvad med denne: ”Hver anden dansker synes det er irriterende at stå i kø i sikkerhedskontrollen.” Brug den SAS over for Københavns Lufthavn. Det vil overraske dem!

92 procent af danskerne irriterer sig over andre, der sniger sig foran i køen. 38 procent synes, man bruger for lang tid i sikkerhedskontrollen – er der så virkelig 62 procent, som synes, det er helt rimeligt at vente længe?

Hvad nu, hvis SAS i stedet for havde spurgt panelet, hvad man mener om udflagningsplanerne til efteråret? Eller om SAS har nogen følelser tilbage hos danskerne, som det nationale flyselskab i forhold til Norwegean?

Man kunne jo også bede et analysebureau om at finde ud af, hvor ofte en SAS kaptajn går i biografen, eller om han eller hun prøver at bytte vagt om mandagen for at kunne se Badehotellet i TV om aftenen. Det ville altså være spændende.

God weekend.