Hæder til dansk flyveledelse

0

flyveleder naviair københavns lufthavnLUFTFART: Naviair, der står for flyvelederkontrollen over Danmark, fik sammen med internationale samarbejdspartnere flere Single European Sky Awards for at højne flysikkerheden.

Naviair har gennem sit engagement i de to internationale partnerskaber, COOPANS og Borealis, vundet to priser ved dette års World ATM Congress i Madrid.

Priserne blev uddelt for første gang af EU-Kommissionen som anerkendelse af initiativer og projekter, der højner flyvesikkerheden, forbedrer kapaciteten og forøger effektiviteten inden for luftfarten.

Naviair fik to af de fem priser som anerkendelse for et årelangt pionerarbejde og engagement i arbejdet mod et harmoniseret europæisk luftrum.

COOPANS, et samarbejde mellem Naviair og partnere fra Sverige, Irland, Østrig og Kroatien, vandt den nystiftede Single European Sky Award. Prisen blev indstiftet af EU sidste år. Prisen uddeles til fem initiativer inden for lufttrafikstyring i Europa.

Prisen er en anerkendelse for COOPANS’ pionerindsats i arbejdet med at udvikle og harmonisere et sikkert og omkostningseffektivt lufttrafikstyringssystem i Europa. Prisen fastslår COOPANS’ rolle som førende eksempel på industrielt partnerskab inden for lufttrafikstyring i Europa. Naviair har spillet stor rolle som initiativtager, da COOPANS Alliance blev etableret i 2006.

Siden 2006 har Naviair samarbejdet med de øvrige partnervirksomheder om fælles udvikling, opgradering og standardisering af partnernes lufttrafikstyringssystemer. Systemerne benytter fælles software og vedligeholdelsesprocesserne. Foreløbig er syv kontrolcentraler i Danmark, Sverige, Irland, Østrig og Kroatien harmoniserede. Det er unikt for Europa, da de øvrige 56 kontrolcentre fortsat drives med forskellige og individuelle tekniske systemer.

Derudover vinder COOPANS bl.a. prisen for arbejdet med at sikre omkostningseffektivitet. Gennem COOPANS kan Naviair – ligesom de øvrige partnere – reducere omkostninger gennem fælles opgraderinger af lufttrafikstyringssystemerne.

Morten Dambæk, adm. direktør i Naviair, er stolt over Naviairs engagement i COOPANS og den nyvundne pris: ”Det er en fantastisk anerkendelse af samarbejdet mellem COOPANS-partnerne og vores resultater. Vi er med til at skabe unik udvikling i europæisk lufttrafikstyring, hvor de øvrige lufttrafikstyringsselskaber fortsat har individuelle og forskellige tekniske systemer i deres kontrolcentraler.”

”Gennem samarbejdet i COOPANS har de fem partnere placeret sig forrest i arbejdet med at udmønte EU’s krav om harmonisering af lufttrafikstyringen. Det gavner vores kunder i luftfarten, som får både øget effektivitet og lavere priser. Som følge af partnerskabet har vi sparet over 30 procent i forhold til de omkostninger vi ville have, hvis vi havde udviklet vores systemer hver for sig.”

Naviair blev også hædret af EU-Kommissionen for indsatsen med at indføre frit valg af flyveveje i det nordeuropæiske område gennem deltagelsen i Borealis-samarbejdet, som også modtog en Single European Sky Award. Naviair indgår i Borealis-samarbejdet med otte andre nordeuropæiske lufttrafikstyringsselskaber. Sammen kontrollerer de over 10.000 flyvninger om dagen – 38 pct. af alle flyvninger i Europa.

Borealis fik Single European Sky Awards for et program, der sigter mod at gennemføre Free Route Airspace (FRA) over Nordeuropa. FRA giver flyselskaberne mulighed for frit at planlægge deres foretrukne rute og flyve den korteste vej. Det sparer tid, brændstof og penge og gavner samtidig miljøet gennem reduktion af udledning af drivhusgasser.

Naviair var allerede i 2011 blandt de første i Europa til at indføre FRA i det fælles dansk-svenske luftrum.

DEL ARTIKLEN
  •  
  •  
  •  

Skriv en kommentar

Be the First to Comment!

Notify of
avatar
wpDiscuz