Hård kritik af grådigt københavnsk hotel

4

copenhagen star hotelHOTELLER: ”Ekstremt profitmageri,” siger direktør for bl.a. Bella Center om Copenhagen Star Hotel, der under næste uges store lægekongres i København tager 7.000 kr. for et værelse på blot 10 m2. Normalprisen er 545 kr.

Næste uge er der pres på hotellerne i Storkøbenhavn, når Bella Center huser en stor lægekongres med over 5.000 deltagere. Det presser priserne på hotelværelser op – dem er der ca. 15.000 af i Storkøbenhavn.

Men flere hoteller skiller sig ud på det pinligste – f.eks. tre-stjernede Copenhagen Star Hotel med 134 værelser ved Istedgade tæt på Hovedbanegården. Ifølge hotellets hjemmeside er startprisen på et værelse 545 kr. Men den pris har hotellet mere end 10-doblet pga. den store efterspørgsel under kongressen, European Hemalogy Association Congress (EHA), skriver Kursuslex.dk

Ifølge hjemmesiden tager Copenhagen Star Hotel op mod 7.000 kr. for en overnatning på et blot 10 m² standard dobbeltværelse den 8-9. juni.

”Vi udnytter situationen”

Martin Trolle Thomsen, adm. direktør for Hotel Property Group, der består af fire hoteller, herunder Copenhagen Star, siger bl.a. til Kursuslex: ”Jeg tror ikke, at de skyhøje priser udhuler markedet. Konferencegæster er ikke prisfølsomme… Selvfølgelig oplever vi, at folk føler, vi udnytter situationen, men de har alternativer. Det er et valg, hvor langt de gider køre til konferencen. Forretningsmæssigt er det efter min mening i orden at tage de priser.”

Han tilføjer: ”Firmagæster, som skal til kongresserne, er ligeglade med prisen. Den 8. og 9. juni kan priserne komme endnu højere op, omkring 9-10.000 kr.”

”Skadeligt for København”

Den ekstreme pris for et ”hotelværelse” på 10 kvadratmeter, får koncernchef for BC Hospitality Group, der bl.a. omfatter Bella Center, Allan L. Agerholm, til at se rødt. Han er også bestyrelsesformand for VisitDenmark. Om den abnorme værelsespris på Copenhagen Star Hotel siger han til standby.dk: ”Jeg hverken kan eller må blande mig i hotellernes prisdannelse, men jeg har sjældent oplevet noget lignende, og det er desværre ikke isoleret til dette hotel. Den her form for prisdannelse er decideret skadelig for Københavns evne til at vinde kongresser i fremtiden. Det er ekstremt kortsigtet profitmageri, og det er ufatteligt, at man ikke kan tænke langsigtet.”

”Samtidig, fortsætter Allan Agerholm, er det skammeligt for Hotel Property Group, der ikke investerer så meget som en bøjet 5-øre til Meetingplace Wonderful Copenhagens arbejde med at tiltrække kongresser som den kommende. Men dette med at køre på frihjul har Hotel Property Group desværre til fælles med mange andre, f.eks. hotelkæder som First, Choice og Brøchner.”

Allan Agerholm understeger, at den manglende evne til at stå sammen ikke er et isoleret problem i København.

”Som formand for VisitDenmark kan jeg konstatere, at det generelt er en udfordring i dansk turisme. Vi er ikke gode nok til at stå sammen og investere i destinationen, men alt for ofte fokuseres alene på at markedsføre eget produkt,” siger Allan Agerholm og tilføjer: ”Konkurrencen om internationale overnatninger, herunder kongresser, er hård og et lille land som Danmark og en by som København, har kun en chance, hvis vi står sammen og investerer samlet.”

Med i BC Hospitality Group er også tre af Københavns største hoteller, Copenhagen Marriott, AC Bella Sky ved Bella Center og Crowne Plaza. Allan Agerholm forsikrer, at de tre hoteller ikke på samme måde har hævet sine værelsespriser i forbindelse med kongressen.

”Det er normalt at priserne stiger, når efterspørgslen stiger, det er almindelige markedskræfter, men der må være en øvre grænse. Og generelt har det københavnske hotelmarkedet det godt, ikke mindst pga. alle de nye lavprisruter i Københavns Lufthavn.”

Også kritik fra arrangører

Medarrangør af næste uges lægekongres i København, PR Medical Events, har på sin hjemmeside en liste over Europas i år ”Fire mest uheldige destinationer, at holde medicinske kongresser i.” Listen toppes af København.

PR Medical Events skriver bl.a. om København: ”Når der er seks store medicinske kongresser samme år i København og alle med over 5.000 deltagere, så elsker man ikke som arrangør København, for det er svært at finde 4-stjernede hoteller til alle. Københavnske hoteller nyder efterspørgslen og sælger f.eks. 3-stjernede hoteller for fem gange den normale pris.” De tre andre byer på minus-listen er Firenze, Paris og Bruxelles.

Københavnske Hotel Property Group er medlem af arbejdsgiverforeningen Horesta, men det var i går ikke muligt at få en kommentar fra Horesta om Horesta har etiske krav til, hvor grådige dens medlemmer må være.

DEL ARTIKLEN
  •  
  •  
  •  

Skriv en kommentar

4 Comments on "Hård kritik af grådigt københavnsk hotel"

Notify of
avatar
peter g.
peter g.

Uhadada….
Hvad med restauranter, barer, butikker, busser taxis og alle andre som ogsaa nyder godt af kongresdeltagere:
Bliver mad og drikke etc. etc. nu ogsaa 10 gange dyrere??
Helt ud i skoven

M W Deela
M W Deela

Hov. Det er jo samme artikel som i går men uden Allan Agerholms aggressive angreb på udvalgte hotelkæder i byen. Sjovt nok de kæder der ikke er medlem af Horesta, hvor han er næstformand. Fik han alligevel kolde fødder????

tt@neuromed.dk
tt@neuromed.dk

Hvem i denne debat kom ikke til forelæsningen om “udbud og efterspørgsel” i deres studie tid ? Godt købmandskab – det er alt der er at sige! Hvis Bella Centeret syntes omsætningen per gæst bliver for høj, så de jo heldigvis et frit marked og de kan jo sænke deres pris og kompensere ?

Michell Kristensen
Michell Kristensen

Godt købmandsskab er vist ikke ordet her! Alle der har læst lidt videre end udbud/efterspørgsels timerne, kan tænke strategisk fornuft. Det kræver vist ikke en PhD at se at dette er strategisk uforsvarligt, både overfor kunden og for ens eget hotel på sigt.

wpDiscuz