Frygter IS vil hacke flyvelederkontrol

flyveledereLUFTFART: Storbritannien frygter Islamisk Stat vil hacke landets flyvelederkontrol. Rusland siger nu, at det russiske fly fra Sharm el Sheikh blev sprængt af bombe – to ansatte i Sharms lufthavn er anholdt.

Storbritannien vil fordoble sin finansiering mod mulig cyber-kriminalitet pga. frygt for, at terrorbevægelsen Islamisk Stat vil angribe landets infrastruktur, herunder kontrol af flyvninger.

I går bekræftede Rusland, at landet nu også ser bombesprængning som årsag til styrtet af Metrojet-flyet forrige lørdag på vej fra Sharm el Sheikh til Skt. Petersborg.

To ansatte i lufthavnen i Sharm el Sheikh er anholdt for angiveligt at have placeret et par kilo TNT-sprængstof i flyet. Ved havariet ca. 20 minutter efter start fra lufthavnen i Sharm el Sheikh, omkom alle 224 ombord.

Ifølge BBC har Islamisk Stat endnu ikke mulighed for cyber-angreb mod den britiske infrastruktur. Men den britiske regering mener, at IS arbejder mod dette.

Den britiske regering vil de kommende år ansætte yderligere 1.900 medarbejdere i sine efterretningstjenester, MI5 og MI6 – en stigning på 15 pct.