Fritz Schur: En fusion er en god ting for SAS

Fritz Schur

LUFTFART: ”Men først skal man være attraktiv for en partner, og der er ingen aktuelle planer,” siger SAS-formanden. Han mener heller ikke Finnair er en mulighed. – Københavns Lufthavn er for dyr og er for meget stormagasin.

Af Ejvind Olesen

”Det er som med et ægteskab, man skal være en attraktiv partner, før en anden forelsker sig, ” sådan svarede formanden i SAS, Fritz Schur, forleden på et spørgsmål om, hvordan det forholder sig med fusionsmulighederne for SAS i øjeblikket. Overfor standby. dk uddyber han:

”Det er vel næppe nogen hemmelighed, at vi i 2008 var nogenlunde tæt på en fusion. Men udsigterne til en nedtur for den globale økonomi, som også kom i 2009, betød, at planen aldrig blev til noget.

Ser man på udviklingen blandt de store ruteselskaber i dag, er der reelt kun tre tilbage i USA efter diverse sammensmeltninger. I Europa er der endnu et væld af selskaber, men udviklingen er den samme.

Jeg mener fortsat en fusion vil være en god ting, men ikke for enhver pris. Om hvordan og hvornår for SAS, det aner jeg ikke. Der er ingen forhandlinger i gang for tiden. Men på langt sigt, vil det være en god løsning.”

Kunne Finnair være en partner her i Norden?
”Vi har været igennem en hård økonomisk kur i SAS, som endnu ikke er afsluttet. Tanken lyder fornuftigt, men realistisk set er vi i dag i rationaliseringer foran Finnair. Derfor ser jeg det ikke som en mulighed lige her og nu.”

Til et spørgsmål om Københavns Lufthavns betydning for SAS som hovedhub, set i lyset af, at endnu flere ruter udgår fra Sverige og Norge, siger Fritz Schur:

“I dag er Københavns Lufthavn den største arbejdsplads i Danmark og derfor uhyre vigtig for os her i landet.  Jo, København vil også for SAS i de næste mange år blive ved med at være knudepunkt. Ikke på grund af særlig sympati for lufthavnen i Kastrup, men fordi det er produktionsmæssigt rigtigt. Man skal imidlertid ikke se bort fra, at alle dem, der flyver meget – og det er klart den vigtigste kundegruppe for SAS – til enhver tid vil foretrække at flyve fra punkt til punkt uden at skifte fly. Derfor bliver betydningen af et hub også mindre og mindre, og antallet af transitpassagerer falder. Det gælder også i Kastrup, og den udvikling lader sig ikke stoppe. I SAS skal vi se på helheden. Hvis det økonomisk bedst kan betale sig at flyve fra andre skandinaviske lufthavne, så gør vi det.”

Du har sagt, at du synes Københavns Lufthavn er for dyr.
”Ja, og det mener jeg! I øvrigt er jeg en meget rejsene flykunde. Hos SAS gør man alt for at gøre det enklere og hurtigere at flyve, så virker det mærkværdigt, når lufthavnene nærmest går den modsatte vej, hvor man tvinges gennem en slags stormagasin i stedet for at få lufthavnene til at fungere mest optimalt for de kunder, der trods alt benytter dem langt mest,” slutter Fritz Schur.