Fritagne for USA-visa bedre til at holde regler

usa paskontrol turismeTURISME: Dobbelt så mange statsborgere fra lande, hvorfra USA kræver visum, bliver længere tid end de tilladte 90 dage, end borgere fra lande der som f.eks. Danmark er med i det såkaldte Visa Waiver Program.

Sidste år kom 60 pct. af alle udenlandske besøgende til USA fra de 38 VWP-lande, Visa Waiver Program. Og 0,6 pct. af disse i alt 20,4 mio. besøgende blev længere tid i USA end de tilladte 90 dage.

Tallet var mere end dobbelt så højt, 1,6 pct., for statsborgere fra verdens øvrige ca. 140 lande, der skal have visum til USA, oplyser USAs sikkerhedsministerium, Department of Homeland Security.

VWP omfatter 38 lande, bl.a. de nordiske og hovedparten af EU-landene – men ikke Bulgarien, Cypern, Kroatien, Polen og Rumænien; hér er USA utryg ved passikkerheden.

USA strammede i januar reglerne for VWP-landene. Det betød bl.a., at borgere i disse lande med dobbelt statsborgerskab fra Iran, Irak, Sudan eller Syrien, nu skal søge visum. Ændringen gælder også borgere fra VWP-lande, der de seneste fem år har besøgt de fire nævnte lande.