Fortsat stor vækst i Københavns Lufthavn

0

Paskontrol-Finger-C-CPH-05LUFTFART: Igen sidste måned var der to-cifret passagerfremgang i lufthavnen. Denne gang var stigningen 11,2 procent sammenlignet med samme måned i fjor. Der var navnlig fremgang på Europa-ruterne.

Næsten 2,3 mio. passagerer var sidste måned i Københavns Lufthavn. Væksten tilskrives især en stærk påske. Den største stigning var på de europæiske ruter med 12,6 pct. flere rejsende i år, oplyser lufthavnen.

Dermed har lufthavnen i årets første kvartal hver måned haft to-cifret stigning i rejsende. Samlet var forøgelsen i årets første kvartal 13,4 pct. – i alt 6,1 mio. passagerer. Det er 800.000 flere end samme periode sidste år – og holder det tal året ud står lufthavnen til en kæmpe vækst på 3,2 mio. flere passagerer…

”Europæiske storbyer er populære blandt danske rejsende, og mange tilrejsende har også fået øjnene op for København og Danmark som rejsemål. Sammenlignet med sidste år er der flere afgange og flere sæder på mange destinationer, og der er også kommet nye muligheder,” siger adm. direktør, Thomas Woldbye, og fremhæver bl.a. at ungarske Wizz Air i marts åbnede sin første rute til København – fra Makedoniens hovedstad, Skopje, ligesom selskabet har bebudet ny rute til Sofia i Bulgarien med start i juni.

Også indenrigstrafikken viste vækst og fortsætter dermed tendensen fra årets første måneder. I marts steg trafikken mellem København og de danske provinslufthavne 2,4 pct. Det er især mellem København og Aalborg, Danmarks største indenrigsrute, der er øget trafik.

Den interkontinentale trafik steg 6,7 pct. i marts, og år til dato ligger væksten på 11,2 pct.

DEL ARTIKLEN
  •  
  •  
  •  

Skriv en kommentar

Be the First to Comment!

Notify of
avatar
wpDiscuz