Fortsat dansk besøgsvækst i Tyskland

0
Bo Schou Lauridsen bagest i midten med de besøgende tyske politikere.
Bo Schou Lauridsen bagest i midten med de besøgende tyske politikere.

TURISME: Tyskland havde i årets første syv måneder fem pct. flere danske overnatninger. I går besøgte turismeudvalg fra den tyske forbundsdag København.

Tyskland så sidste år en overnatningsrekord fra Danmark, hvor man for første gang rundede de tre millioner, 3,1 mio.

Den nye chef for Det statslige tyske Turistkontor, DZT (Deutsche Zentrale für Tourismus) i bl.a. Danmark, Bo Schou Lauridsen, fortalte i går standby.dk: ”Vi har netop fået tallene for januar til juli i år. De viser, at der i perioden var to mio. registrerede danske overnatninger, en stigning på fem procent – eller ca. 936.000 flere. 57 pct. af danskerne boede på hotel. Heraf var de 26 pct. på 4-stjernede tyske hoteller.”

DZT i Danmark vandt forleden Danish Travel Award som bedste udenlandske turistkontor i Danmark. I år var DZT temaland ved Skandinaviens største feriemesse, Ferie for Alle i Messecenter Herning.

I går havde DZT i Danmark besøg af tyske politikere på inspirationstur i Østersø-regionen. Efter besøget i København fortsatte de til Bornholm. Her har de i dag møder om Bornholmsk turisme.

Som et af ganske få EU-lande har det tyske parlament et decideret Turismeudvalg, og de er i disse dage på studietur til Danmark og det sydlige Sverige samt Stockholm for at høre, hvordan man styrker turismeerhvervet.

Formålet med besøget på Bornholm er at stille skarpt på øens arbejde med at udvikle turismen. De tyske politikere skal mødes med Bornholms Regionskommune, Destination Bornholm og rederiet Danske Færger, der besejler ruten Sassnitz-Rønne fra april til oktober.

Tidligere i går besøgte de tyske politikere Erhvervsudvalget på Christiansborg, hvor emnet var den danske turismeindsats og erhvervets store vækstpotentiale. Tyskerne besøgte også VisitDenmark.

Danmark er blandt Tysklands 10 største markeder når det gælder overnatninger. En overnattende dansk rejsende i Tyskland bruger i snit ca. 800 kr. om dagen, viser officielle tal fra DZT; det svarer med tallene for sidste år til ca. 9,7 milliarder kr.

DZT’s mange statistikker viser også, at 60 pct. af danske rejsende til Tyskland er mænd og at gennemsnitsalderen for danske rejsende i Tyskland er 47 år. I snit brugte danskerne 3.200 kr. på hver ferie i Tyskland.

Rejsebureauerne FDM travel, Happy Days og Dansk Fri Ferie er de tre største aktører, når det gælder rejser til Tyskland. DZT har i Danmark et marketingsbudget på tre mio. årlige kr.

DEL ARTIKLEN
  •  
  •  
  •  

Skriv en kommentar

Be the First to Comment!

Notify of
avatar
wpDiscuz