Første havari hos Emirates

emirates boeing b777-300 havariLUFTFART: Alle 300 ombord overlevede, da en Boeing B777 fra Emirates af endnu ukendte årsager i går havarerede i Dubais lufthavn. Ved brandslukningen omkom en brandmand. Ulykken forsinkede Emirates fra København fire timer.

Det var Emirates første tab af fly siden starten for 30 år siden. Emirates er verdens største operatør af Boeing 777, og selskabet har efter i går 156, over halvdelen af den samlede flåde. Siden typen kom i drift hos Emirates i 2004 har den fløjet over 226 mio. passagerer.

Det havarerede fly – en Boeing B777-300 – forulykkede ved landing i Dubai International Airport og blev ødelagt ved efterfølgende brand.

På flight EK521 fra Thiruvananthapuram i det sydvestlige Indien var 282 passagerer og 18 besætningsmedlemmer. Alle kom uskadte fra flyet – men en brandmand omkom under slukningsarbejdet.

Flyet var på indflyvning til Dubai og havde ikke sendt nødsignaler. Kommunikationen mellem kontroltårnet og flyet viser, at flyet kort før landingen blev bedt om at afbryde indflyvningen og lave en go around for at gøre klar til en ny indflyvning. Det oplyses ikke hvorfor.

BBC skrev i aftes, at passagerer på flyet fortalte om røg i kabinen kort før landing.

TV-optagelser viser flyet på maven, uden landingsstellet kan ses – den højre motor blev revet af ved den hårde landing.

Lufthavnen i Dubai lukkede efter havariet, men genåbnede senere på eftermiddagen. Lukningen betød bl.a., at Emirates daglige Airbus A380-afgang fra Københavns Lufthavn fik besked på at vente over fire timer, før det kort før kl. 20 i aftes kom af sted.

Emirates har over 250 fly, alle langrutefly med to midtergange. Emirates er det flyselskab i verden med flest internationale passagerer; i seneste regnskabsår havde det tæt 52 mio. og en gennemsnitlig kabinefaktor på over 77 pct.

Emirates har i snit 3.600 flyvninger om ugen – i årets første halvår fløj det 96.000 flyvninger på i alt 432 mio. km – svarende til ca. 10.700 gange rundt om Jorden – eller over 1.000 gange fra Jorden til Månen… Selskabet betjener 154 lufthavne i 81 lande.