Første danske kursuscenter med Svanemærket

Vilvorde KursuscenterMICE: Vilvorde Kursuscenter ved København får på torsdag miljøcertificeringen Svanemærket. ”Vi vil bruge det til at styrke vores grønne profil og vise kunderne, at vi opfylder deres miljøpolitik,” siger centrets direktør.

”Det har kostet os 15-20.000 kr. at få Svanemærket, og det er en rigtig god idé, at vi nu bliver første konferencested i Danmark med Svanemærket,” siger Ida Jørgensen, direktør for Vilvorde Kursuscenter nord for København til standby.dk

Svanemærket er en officiel nordisk mærkningsordning som Miljømærkning Danmark står bag. For at få ”Svanen” kræves bl.a. effektiv udnyttelse af ressourcer, hvilket er alt fra f.eks. vandbesparende opvaskemaskiner, energieffektive lamper og ventilation, miljømærkede rengøringsmidler, sortering af affald og genbrug.

”Mange af vores virksomhedskunder har en CSR-politik, om virksomhedens sociale ansvar. De stiller bl.a. krav til deres leverandører, f.eks. kursussteder, om at de også er miljøbevidste. Med Svanemærket kan vi vise, hvor grønne vi er,” siger Ida Jørgensen, der i ti år har været direktør for Vilvorde Kursuscenter i Charlottenlund. Tidligere har hun bl.a. arbejdet for SAS-hotellerne i København.

Vilvorde Kursuscenter har 23 fastansatte medarbejdere og det samme antal på deltid til når der er særligt travlt.

Kunderne er typisk virksomheder fra Storkøbenhavn og Sjælland. Ud over ni større mødelokaler og 13 mindre grupperum, har Vilvorde også hoteldrift. Kursuscentret har 63 værelser, her er de 33 dobbeltværelser.

Sidste år havde Vilvorde 13.000 kursister og 7.000 overnatninger. Ca. to ud af tre overnatninger var i forbindelse med kurser – resten var via ordinær hoteldrift. Her finder kunderne, der også kommer fra udlandet, Vilvorde via bookingmaskiner som f.eks. Booking.com

”Ordinær hoteldrift er et voksende marked for os, hvilket er glædeligt, da vi jo ser, at firmaer gør kurser kortere og f.eks. gerne vil spare overnatninger,” siger Ida Jørgensen.

Samlet har Vilvorde plads til ca. 220 kursister – og restauranten kan bespise op til 400, hvis også andre lokaler tages i brug.

Vilvorde Kursuscenter opstod i 1981, da Dansk Sygeplejeråd overtog bygningerne fra den tidligere havebrugshøjskole Vilvorde. Den blev grundlagt i 1875 af Stephan Nyeland, der havde fået sin uddannelse i belgiske Vilvorde – deraf navnet.