Første Airbus A350 i København

0
Finnairs første A350 i går i Københavns Lufthavn.
Finnairs første A350 i går i Københavns Lufthavn.

FLYSELSKABER: For første gang havde Københavns Lufthavn i går Airbus nye langrutefly, A350, på besøg på træningsflyvning fra Finnair, der skal bruge typen på sine ruter til Asien. Der kommer fra 25. oktober daglig Finnair A350-flyvning til København. Til december har endnu en ny flytype premiere i København.

Der var mere end udsolgt, da Finnair i går for første gang bragte Airbus’ nyeste langrutefly, A350, til København.

Flere Finnair-ansatte måtte rejse på jumpseat på A350’eren, der på sin første flyvning fra København havde mange ”flynørder” med, der ville være med på den første A350-flyvning fra Københavns Lufthavn.

En tredjedel af passagererne på flyet skulle videre fra Helsinki til Finnairs langruter til Asien, ikke mindst Beijing, Osaka og Seoul.

A350 har hos Finnair plads til 297 passagerer; 46 på Business Class i 1+2+1 layout, mens konfigurationen på Economy Class er 3+3+3. Mellem business class og economy er en ny klasse hos Finnair, Economy Comfort, med 43 sæder.

Frem til 2. november flyver Finnair fra 25. oktober dagligt med verdens nyeste langrutefly mellem Helsinki og København. Det sker som led i rutetræning af piloter og kabinepersonale.

Der var også planlagt flyvning 3. november til København, men A350-flyvningen går denne dag til Stockholm, der ellers ikke får betjening med Finnairs A350.

Finnair fik onsdag i sidste uge nøglerne til den første af 19 bestilte Airbus A350 XWB-langrutefly. Finnair bliver første i Europa med Airbus’ nye langrutemodel; foreløbig flyver den kun hos Qatar Airways og Vietnam Airlines.

Finnairs oplyser, at der er planlagt 11 A350-flyvninger på Helsinki-København med 6.000 sæder til 2. november.

Foreløbig har Airbus 782 bestillinger på A350 fra 40 kunder verden over. Hos Finnair afløser A350 gradvist syv mere brændstoftørstige A340. Finnair har også otte A330-300 til sine langruter.

Københavns Lufthavn får fra 1. december endnu et nyt langrutefly, verdens største passagerfly, Airbus A380, fløjet af Emirates på sin daglige rute med i dag Boeing B777-300ER.

Mens den version af Boeing B777-300ER, Emirates i dag bruger på København, har plads til 428 rejsende, får A380-dobbeltdækkeren, der indsættes på København, plads til ca. 50 pct. flere rejsende, i alt 615.

DEL ARTIKLEN
  •  
  •  
  •  

Skriv en kommentar

Be the First to Comment!

Notify of
avatar
wpDiscuz