Førerløse busser i Aalborg Lufthavn

Førerløs busLUFTFART: Aalborg Lufthavn får stadig flere gratis parkeringspladser – efterhånden vil de være så langt fra terminalbygningen, at turen dårligt kan klares på gåben. Derfor planlægges der nu førerløse busser.

Fra næste år skal førerløse robot-busser fragte passagerne i Aalborg Lufthavn fra p-pladsen til terminalen. Busserne vil være af samme type som dem, Aalborg Kommune planlægger at indsætte på en mindre busrute i Aalborg Øst om et par år, skriver DR P4 Nordjylland.

Alene i maj i år indviede lufthavnen 630 nye p-pladser, men allerede næste år kommer der formentlig yderligere 500.

Lufthavnsdirektør Søren Svendsen sagde sidste efterår til standby.dk, at på under ti år har Aalborg Lufthavn tredoblet antallet af gratis parkeringspladser – med de nye pladser fra dette forår har lufthavnen nu 5.400, og flere er på vej.

”De tre områder, flest passagerer fremhæver ved Aalborg Lufthavn, er gratis parkering, at det er let at komme gennem lufthavnen – herunder sikkerhedskontrollen – og den positive attitude fra vores foreløbig over 200 medarbejdere,” sagde Søren Svendsen til standby.dk

Med de flere nye p-pladser næste år ved Danmarks tredjestørste lufthavn, bliver afstanden til terminalen så stor, at Aalborg Lufthavn vil investere i ubemandede busser, der kan fragte passagerer mellem parkeringspladserne og terminalen.

”Hvis parkeringspladserne kommer længere fra lufthavnsbygningen, end de er nu, skal vi løse det. Hidtil har vi talt om overdækkede rullende fortov, men nu er der så de små selvkørende busser, der kan køre rundt på parkeringspladsen og samle passagererne op,” siger Søren Svendsen til DR P4 Nordjylland.

I 2019/20 forventes Aalborg Lufthavn at få togforbindelse – dermed kan der køres i tog mellem lufthavnene i Aalborg og København.