Følg ikke Lufthansas eksempel

Lufthansa-AustrianONSDAGSKLUMME: En helt igennem dårlig ide at vælte et gebyr på 120 kr. over på forbrugere, som benytter et rejsebureau, men Lufthansa vil ikke lave det om. – Derfor behøver andre flyselskaber jo ikke løbe i rumpen på det tyske selskab.

Af Ejvind Olesen

Erhvervsrejsebureauerne har det ikke altid let med deres flyselskaber som storleverandører. Det er snart længe siden, at provisionen bare lige faldt væk. Men siden er det dog lykkedes at få et nogenlunde manerligt samarbejde i gang, som også indebærer økonomisk gevinst for begge parter.

Men fra september bryder Lufthansa (og datterselskaberne Swiss, Austrian og Brussels Airlines) det gode forhold ved at opkræve et beløb på 120 kr. for reservering gennem GDS systemer som Amadeus og Galileo.

”Undgå det ved at booke direkte på vores hjemmeside,” lyder det opfordrende fra Lufthansa, som om man selv tror på, at bureauerne har tid til at gå den vej. Derfor ved flyselskabet godt, at beløbet ender med at blive væltet over på forbrugerne.

Herefter kan bureauet jo bare fravælge Lufthansa til fordel for andre selskaber, hvis ikke de vælger at følge efter, hvilket de jo nok gør før eller senere. Og dybest set gør 120 kr. på en flybillet til Kina jo ikke den store forskel i disse tider, hvor det ene tillæg efter det andet vælter ind over flypassagererne.

Det er bare en tynd forklaring, og prisen for at bruge en distributionskanal er vel rimelig – tænk bare på, hvad hotellerne må punge ud med til griske bookingbureauer.

Lufthansa sagde i går, at man er villig til at samarbejde med distributionskanalerne om alternative løsninger, men beslutningen om gebyret fra 1. september vil ikke blive ændret, og man tilføjede: ”Dette er første skridt i et nyt distributionslandskab”. Og hvad mon der så ligger i det?

Nu håber også de danske erhvervsbureauer, at Lufthansa kommer til at gå enegang. Men se bare om det sker.