Flytrafikken slipper billigt, men hvorfor?

paskontrol københavns lufthavnONSDAGSKLUMME: Der er fortsat ingen krav om pas eller legitimation på fly fra Danmark til Sverige for nordiske statsborgere – men hvad med de andre?

Af Ejvind Olesen

Hvis du er flygtning i Danmark og gerne vil ind i Sverige, men mangler pas eller anden form for legitimation, kan du hverken tage tog eller færge, men gerne et fly.

Det vil sige gerne og gerne. Flyselskaberne håber det da ikke, for så kan de i sidste instans blive pålagt transportøransvar. Det har heller ikke været noget problem indtil nu, selv om nogle frygtede det. SAS har indtil i går ikke haft problemer af betydning med at tolke reglerne.

Alligevel har udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) været nødt til at klargøre reglerne over for Folketingets Udenrigsudvalg. Nordiske statsborgere, der rejser med fly til Sverige, vil fortsat være omfattet af reglerne om fritagelse for at skulle medbringe pas.

Det er følgerne af en af de få vedtagelser i Nordisk Råd, som har haft betydning. Den blev indført i 1958 med den nordiske pasunion mellem Danmark, Norge, Sverige og Finland. Færøerne og Island kom med nogle år senere.

Nu er det så det naive barn kan stille spørgsmålet: ”Hvad så med dem, der ikke er nordiske statsborgere? Her er det, at man så får svaret om, at siden Schengen kom til, gælder det også for dem.

Hvis man fra flyselskaberne ikke kræver at se pas eller legitimation, hvordan kan man så vide, hvem der har syrisk pas eller amerikansk pas for den sags skyld?

Det kan man heller ikke, før den dag svenskerne skulle finde på at indføre transportøransvar.

Lad det ske sent!