Flyselskaber nægter transport af truede dyr

Cecil løveJAGT: Det har skabt stor vrede at en amerikansk tandlæge betalte for at skyde løven Cecil i en nationalpark i Zimbabwe. Det får nu flere flyselskaber til at nægte transport af jagttrofæer af dræbte bøfler, elefanter, leoparder, løver og næsehorn som tankeløse jægere dræber for sjov. Cecil blev såret af en pil – og først aflivet 40 timer senere.

American Airlines, Delta Air Lines og United Airlines har tilsluttet sig rækken af flyselskaber, der nu afviser at transportere ”jagttrofæer.”

Der har været storm på sociale medier som Facebook efter tandlæge Walter Palmer fra Minnesota i USA sidste måned dræbte løven Cecil i Zimbabwes Hwange National Park.

Lufthansa Cargo besluttede i juni at man ikke længere vil flyve med dræbte bøfler, elefanter, leoparder, løver og næsehorn fra Afrika – samme beslutning tog Emirates SkyCargo i år.

Det var i øvrigt medvirkende til tronskiftet sidste år i Spanien, at daværende kong Juan Carlos dummede sig big time i 2012 ved at skyde elefanter i Botswana. Han var på det tidspunkt præsident for Verdensnaturfonden i Spanien. Juan Carlos blev sidste år afløst af sin søn, der nu er Kong Felipe.