Flyselskaber forlader brancheforening

1

british airways boeing b747 heathrow lufthavnLUFTFART: Indenfor en uge har Air Berlin, British Airways og Iberia forladt samarbejdsorganet Association of European Airlines efter AEA har kritiseret de store Gulf-flyselskabers fremmarch. De 3 europæiske har alle netop Gulf-selskaber som medejere.

Fronterne synes at blive stadig mere tilspidset mellem bl.a. de europæiske flyselskaber og de tre såkaldte MEB3 (Middle East Big 3)-selskaber, Emirates, Etihad og Qatar Airways. Etihad har i nogle år ejet knap 30 pct. af Air Berlin, mens Qatar Airways tidligere på året købte næsten 10 pct. af IAG-gruppen, der omfatter British Airways og spanske Iberia.

Alle tre europæiske flyselskaber var indtil for ganske nylig medlem af Association of European Airlines, en brancheforening med 30 ruteflyselskaber fra Europa.

AEA har også synspunkter på den ekspansion, der sker fra MEB3-selskaber; for at finde et eksempel kan man kigge på Københavns Lufthavn, her har Qatar Airways fra februar i år øget kapaciteten med over 60 pct. med fire ekstra B787-Dreamliner afgange om ugen, mens Emirates til december indsætter verdens største passagerfly, en Airbus A380 med plads til 615 passagerer, mere end 40 pct. mere kapacitet end selskabet i dag har mellem København og Dubai.

Men AEA’s kritik har ikke været velkommen hos medejerne af Air Berlin, British Airways og Iberia – derfor har de tre flyselskaber nu meldt sig ud af AEA.

Air France, KLM og Lufthansa, der også har tabt trafik til bl.a. Asien til MEB3-selskaberne, har lobbyet deres nationale regeringer og EU for at få sat begrænsninger ind for, hvor meget MEB3-selskaberne må flyve på Europa.

Mange bl.a. europæiske og nordamerikanske flyselskaber har utallige gange sagt, at f.eks. MEB3-selskaberne får statsstøtte og derfor konkurrerer på ulige vilkår – men en ”rygende pistol” er endnu aldrig blevet præsenteret.

AEA’s nu under 30 medlemmer havde samlet sidste år 415 mio. passagerer, flyselskaberne betjente 635 lufthavne i 160 lande verden over med i snit 11.600 daglige flyvninger. I alt har AEA-selskaberne 365.000 medarbejdere og omsætter årligt for over ca. 750 milliarder kr., oplyser AEA.

DEL ARTIKLEN
  •  
  •  
  •  

Skriv en kommentar

1 Comment on "Flyselskaber forlader brancheforening"

Notify of
avatar
Torben Strand
Torben Strand

Kære Henrik Baumgarten. Qatar Airways ejer 9,99 pct. af British Airways og Iberias moderselskab. At et ejerskab på knap 10 pct. skulle have væsentlig indflydelse på selskabernes dispositioner er vist en overfortolkning. BA´s CEO Willie Walsh har ved talrige tidligere lejligheder udtalt, at han ingen problemer har med ME3-selskaberne, og har opfordret de store EU og US-selskaber til at bruge energien på at tilbyde et bedre produkt, fremfor at beklage sig over konkurrencen. Disse udtalelser har Willie Walsh fremsat i årevis og mange gange – før Qatar købte sig ind i BA/IB.

wpDiscuz