Flere turister til Samsø

0

samsøfærgenTURISME: Sensommeren har været god for turismen på Samsø. Særligt september slår rekord.

Overfartsprisen på færgen til Samsø fra Jylland og Sjælland faldt i august, og siden er turisterne valfartet til øen. I august oplevede man flere udsolgte afgange, og nu ser det ud til, at succesen fortsætter.

”Vi oplever især stigende interesse fra en helt ny type gæster, der måske bare besøger øen i et par dage. De kan se en fordel i den lave færgepris, og så vender de fleste af dem ofte tilbage,” siger Jacques Rahr, kommunikationsmedarbejder hos VisitSamsø til standby.dk

I juni vedtog Folketinget en ny lov med et tilskud på 55 mio. kr. om året til at sænke færgepriser.

”Flere overnatningssteder på Samsø har ikke oplysningspligt i forhold til antallet af overnattende gæster, men vi har de seneste år haft 120-140.000 gæster,” siger Jacques Rahr og tilføjer: ”Vi ser, at sæsonen er blevet forlænget markant i år. Normalt lukker nogle af vores restauranter efter august.”

Som noget nyt har Samsø i september fået temauger. Et tiltag, der skal lokke endnu flere gæster til øen.

”Vi vil forsøge at give vores gæster noget at komme efter. Denne uge har vi f.eks. et tema, der hedder ’smag på Samsø’ med forskellige arrangementer,” siger Jacques Rahr.

De lokale beboere glæder sig over den øgede interesse, men det er uvist om tendensen fortsætter. 15. november stiger færgepriserne igen, og de bliver først sat ned 16. marts i det nye år.

Prisnedsættelserne på færgebilletter til flere danske øer er del af regeringens vækstudspil for at styrke turismen og at gøre det mere attraktivt at bosætte sig på øerne.

DEL ARTIKLEN
  •  
  •  
  •  

Skriv en kommentar

Be the First to Comment!

Notify of
avatar
wpDiscuz