EU skal tilbagebetale 800 mio. dollars i kartelsag

2019/08/defaultmain.jpg Dollars_1EU DOM: De 11 flyselskaber, som blev frikendt ved EU domstolen for at have lavet kartelaftaler for fragt mellem 1999 og 2006, skal have et stort beløb tilbage. I går blev SAS 70 mio. euro rigere. – Lufthansa var whistleblower og blev som tak frikendt.

Der var mange andre flyselskaber, som havde en god dag forleden, da EU Kommissionen blev underkendt af Europa Domstolen i fragt kartelsagen. Det regnede ned med store beløb, som i første omgang er betalt som bøder til EU.

De fleste venter formentlig med at glæde sig, til de ser om sagen appelleres, men det er næppe sandsynligt, at EU vil bruge flere kræfter på den.

Som allerede meddelt i går skal SAS have 70 mio. euro (eller godt 500 mio. kr.) tilbage for sin del, men det er en mindre portion end Air France, der får 183 mio euro tilbage, mens den nære partner KLM skal have 127 mio. euro retur. British Airways fik en bøde på 104 mio. euro, som returneres. Singapore Airlines 75 mio. euro og Cathay Pacific 57 mio.

Lufthansa slap helt, fordi det tyske selskab arbejdede som anonym deltager sammen med EU Kommissionen om at opklare sagen mod kollegerne i de øvrige selskaber som såkaldt whistleblower. En gråzone, som næppe indbringer den store kollegiale hæder.

Til gengæld går der heller intet beløb tilbage til Lufthansa, som helt slap for bøder som tak for hjælpen.