Etihad for første gang til København

0

etihad-cargo-boeing-b777LUFTFART: Som eneste af de tre MEB3-selskaber har Etihad Airlines fra Abu Dhabi endnu ikke passagerrute til Norden – modsat Emirates og Qatar Airways. Nu får Etihad med kort varsel en cargo-rute til Københavns Lufthavn.

CPHTraveller.dk oplyste i weekenden, at Etihad Cargo bliver nyt fragtselskab i Københavns Lufthavn.

Fragtdivisionen af Etihad Airways fra Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater har med kort varsel publiceret, at selskabet begynder med faste fragtflyvninger til Københavns Lufthavn.

Etihad Cargo vil med start torsdag den 20. oktober flyve to gange om ugen fra København til sin hub i Abu Dhabi. Der vil på ruten blive anvendt en Boeing 777F, men den skal dog deles med Amsterdam, da ugens to flyvninger kommer ind fra den hollandske hovedlufthavn før der flyves videre mod Abu Dhabi.

København bliver den fjerde destination som Etihad Cargo flyver til i Europa, da selskabet i øjeblikket kun flyver til Amsterdam, Frankfurt og Milano på det europæiske kontinent.

Det er desuden interessant om disse fragtflyvninger til København, er en forløber for en introduktion af egentlige passagerflyvninger. Modsat konkurrenterne fra Emirates og Qatar Airways flyver Etihad Airways endnu ikke til Skandinavien.

Der er fortsat ingen flyveplaner for Etihad Airways mellem Abu Dhabi og Skandinavien. Selskabets koncernchef bebudede ellers for to år siden, at dette ville ske ”inden for et par år.”

De tre store flyselskaber fra Den persiske Gulf fortsætter med at åbne nye ruter og øge kapaciteten på eksisterende. Emirates har senest i december sidste år indsat verdens største passagerfly, Airbus A380, med 615 daglige sæder mellem Dubai og København, mens Qatar Airways nu flyver to gange om dagen mellem København og Doha.

Så går det langsommere for det sidste af de tre såkaldte MEB3 (Middle East Big 3) når det gælder Danmark og resten af Skandinavien.

Mens Etihad Airways koncernchef, James Hogan, i januar 2014 ved pressemøde i Berlin sagde til standby.dk, at Etihad ville åbne på Skandinavien inden for ”et par år” – synes denne udtalelse at have lange udsigter.

Under World Travel & Tourism Council i år i april i Dallas, Texas, sagde James Hogan til standby.dk: ”Jeg husker min udtalelse i Berlin, men Etihad må hele tiden prioritere åbning af nye ruter eller mere kapacitet på eksisterende ruter. Og som markedet ser ud nu, koncentrerer vi os om at få mere kapacitet på bl.a. Asien, herunder Kina.”

”Men vi har ikke glemt Skandinavien. Vi skal nok komme, men lige nu kan jeg ikke sige, hvornår det sker. Det er ikke lige op over,” sagde James Hogan.

Luftfragt udgør op til 20 pct. af omsætningen på flere passagerruter – lufthavnen betjenes af fem fragtflyselskaber.

Københavns Lufthavn er et nordeuropæisk knudepunkt for luftfragt og havde sidste år over 370.000 tons luftfragt, en stigning på over 20 pct. siden 2010.

Selv om luftfragt kun udgør én pct. af den samlede fragtmængde, så svarer det til 32 pct. af den samlede værdi af Danmarks handel med udlandet,” oplyste Københavns Lufthavn tidligere i år.

En stigende del af fragten på Københavns Lufthavn flyves i dag med passagerfly, den såkaldte ’belly cargo’. Den udgjorde sidste år knap 40 pct. af lufthavnens samlede mængde luftfragt. For især de lange interkontinentale flyruter er ’belly cargo’ en særdeles vigtig del af forretningen. Luftfragt kan udgøre op til 20 pct. af omsætningen på flere passagerruter.

Af regulære fragtfly betjenes Københavns Lufthavn af China Cargo Airlines, DHL, Emirates Sky Cargo, FedEx og Singapore Airlines Cargo.

DEL ARTIKLEN
  •  
  •  
  •  

Skriv en kommentar

Be the First to Comment!

Notify of
avatar
wpDiscuz