Erhvervsrejsebureau kritiserer Lufthansa

Lufthansa-AustrianFLYSELSKABER: CWT, Danmarks største erhvervsrejsebureau, er atter ude med riven efter Lufthansa Gruppen indførte gebyr på 16 euro pr. billet.

Der har været megen kritik af Lufthansa Gruppen, der også omfatter Austrian, Brussels Airlines og Swiss, efter den i september besværliggjorde og fordyrede køb af flybilletter. Nu kommer der ny utilfredshed, denne gang fra et af verdens største erhvervsrejsebureauer, Carlson Wagonlit Travel, CWT.

For at reducere sine betydelige omkostninger til de store reservationssystemer, GDS’erne, indførte Lufthansa Gruppen, LHG, i september gebyr på 16 euro for hver billet når billetten bookes via et GDS-system.

Gebyret opkræves ikke, hvis billetten bookes via LHG’s hjemmeside eller branchepartnere uden for GDS-systemerne – en såkaldt ”Direct Connect-strategi.”

I en pressemeddelelse fra CWT’s vicepræsident og chef for Global Supplier Management, Scott Brennan, hedder det bl.a.: ”Trods CWT og mange andre i rejsebranchen har udtrykt bekymring, har Lufthansa valgt at fortsætte med at gennemføre markante ændringer i kundernes og de rejsendes bookingproces med tillægsgebyret på 16 euro per GDS-booking”.

CWT mener, at de grundlæggende udfordringer med Lufthansas ”Direct Connect-strategi” er: Fragmentering af udbud i forskellige kanaler skaber en kompleks og manuel søgning og bookingproces.

De færre muligheder for at sammenligne indkøb giver begrænset gennemsigtighed af konkurrencedygtige priser.

Begrænset mulighed for erhvervsrejsebureauer til at kommunikere direkte med rejsende eller assistere med ændringer under rejsen eller ved nødsituationer.

Forringet tilgang til data til rapportering og mulighed for at spore de rejsende ved en evt. nødsituation.

Selv uden Lufthansas GDS-gebyr, vil der komme ekstra omkostninger til at registrere bookinger foretaget direkte hos Lufthansa, i virksomhedernes totale rejseprogram. Og en ineffektiv proces til håndtering af ændringer, annulleringer, fakturering og rapportering, hedder det fra CWT.

CWT mener ikke, fortsætter Scott Brennan, at der findes løsning til at undgå distributionsgebyret uden øgede omkostninger, hvis den eksisterende service skal opretholdes.

”CWT mener fortsat, at GDS-systemerne er den mest effektive, komplette og omkostningseffektive distributionsløsning på erhvervsrejsemarkedet,” siger han.

CWT har 170 medarbejdere i Danmark. På verdensplan er CWT i over 150 lande.