Er SAS ved at tabe pusten?

Rickard Gustafson.

Rickard Gustafson.

MANDAGSKLUMME: På overfladen så trafiktallene for januar godt ud, men lige nedenunder kan der godt være grund til bekymring.

Af Ejvind Olesen

Fin omtale, stort set ingen kritiske røster, en fremgang i passagertallet på 5,2 procent til 1,8 mio. og aktionærer, som honorerede ved at sende aktien 1,7 procent i vejret til 18,10 kr. For en måned siden var den ganske vist på 21 kr., men alligevel.

Sådan var situationen efter SAS trafiktal i januar, en notorisk svag måned for flyselskabet. Og det matchede sådan set meget godt de nærmeste konkurrenter. Og så dog!

En gennemsnitsbelægning på flyene i januar på 63,7 procent er ærligt talt ikke noget at prale af. En tredjedel af samtlige flystole i SAS-flyene stod altså tomme. Samtidig ligger præcisionen (ankomst inden for 15 min.) nede på 76,1 procent. Det er faktisk heller ikke imponerende. Regulariteten er på 96 procent. Det er til gengæld bedre end ventet, når man tænker på de aflysninger, der har været tale om. De færreste på grund af vejret.

Nu behøver en svag belægningsprocent jo ikke være alt afgørende. Hvis Norwegian og Ryanair har 95 procent belægning eller mere, er spørgsmålet hvad de får for billetterne.

SAS oplyser selv til trafiktallene, at der på trods af turbulensen i olieindustrien (som især har ramt SAS negativt i Norge) er business markedet stigende og forventes at vedblive med at være det. Det får igen SAS til ufortrødent at fortsætte en trafikvækst på interkontinentale ruter på 25 procent i fjor og i år.

Nu skal man så bare have flere passagerer i sæderne. Kerosanen (flybrændstof) er billig, og optimismen er tilsyneladende i behold.

Hvad man i øvrigt kan læse ud fra standardbemærkninger (det meste går igen fra måned til måned) er at den kombinerede rute mellem Singapore Airlines og SAS til Hong Kong fortsætter med at overraske positivt. Det må den gøre, når den som den eneste fremhæves igen og igen.

Tænk, at man var flere år om at få den startet op. I et i øvrigt flor tyndt samarbejde med Singapore-selskabet.