Easyjet får ny rute til København

easyJet airbusFLYSELSKABER: Easyjet åbner til marts ny rute fra Venedig til København – omvendt står Easyjet, tredje største flyselskab i Københavns Lufthavn, til fra februar at lukke sin rute fra Rom til København.

Easyjet åbner ny italiensk base i Venedig med bl.a. rute til København tre gange om ugen. Noget af Easyjets kapacitet i Italien forsvinder dog når man lukker sin base i Rom 7. februar med bl.a. ruten til Københavns Lufthavn.

På Venedig-København kommer Easyjet til at konkurrere med SAS og Norwegian, der begge flyver ruten i sommersæsonen. SAS med daglige fly, Norwegian med tre ugentlige afgange, skriver CPHTraveller.dk

Med Venedig som ny destination til København, beholder Easyjet med det nuværende program for sommeren 2016, 11 ruter til København.

Det er ruter til Basel, Berlin, Bristol, Edinburgh, Geneve, London Gatwick, London Luton, Manchester, Milano, Paris og den nye rute fra Venedig.

Easyjet havde sidste år 66 mio. passagerer på sine 750 ruter til 130 lufthavne i 31 lande.