Dubai får Mellemøstens første Legoland

legoland-dubai-ferieTURISME: Sidst på måneden åbner Legoland Dubai – den er skabt af 60 mio. Lego-klodser, har seks tematiserede områder med 40 forlystelser og verdens højeste Lego-model. Der kommer også et vandland.

Den 31. oktober får Dubai det første Legoland i Mellemøsten med over 40 rutsjebaner, shows og attraktioner i seks tematiserede områder i blanding af uden- og indendørs aktiviteter.

Lego-fans kan glæde sig til 15.000 figurer og modeller – skabt af i alt 60 mio. Lego-klodser i parken. Klodserne er bl.a. brugt til at bygge verdens højeste Lego-modelbygning: en 17 meter høj udgave af verdens højeste skyskraber, Burj Khalifa.

Cirka to uger senere – den 15. november – udvides forlystelsesparken med Legoland Water Park med 15 vandrutsjebaner.

Det nye Legoland og Legoland Water Park bliver en del af Dubai Parks and Resorts, regionens største temapark-destination med næsten 100 forlystelser.

Dubai Parks and Resorts forventer i 2019 at åbne Mellemøstens første Six Flags-forlystelsespark i samme område.