DFDS bygger verdens største Lego-skib

DFDS legoCRUISE: I dag skriver DFDS måske historie, når rederiet præsenterer sit bud på verdens største Lego-skib, bygget i anledning af DFDS 150 års jubilæum i år. DFDS støtter Danmarks Akvarium og truet fugleart.

DFDS medarbejdere har på tværs af landegrænser, kontorer og skibe i fællesskab bygget et kæmpe Lego-skib, der i dag præsenteres for offentligheden. Om det er lykkedes at bygge verdens største Lego-skib, vil dommere fra Guinness Book of Records vurdere i dag, oplyser rederiet.

Kassevis af Lego-klodser blev i sommer leveret til samtlige DFDS-kontorer, terminaler og skibe, og så var det op til medarbejderne at bygge en række større dele i hvide og blå farver – ganske som flådens øvrige skibe.

Brikkerne blev herefter sendt til Skotland, hvor skibet blev samlet med hjælp fra professionelle Lego-byggere.

”Selv om vi er en stor virksomhed med næsten 7.000 medarbejdere i 21 lande og ombord på skibe, har alle deltaget med stort engagement. Og vi er stolte af at have skabt dette flotte bud på en verdensrekord med fingeraftryk fra alle ansatte,” siger DFDS koncernchef, Niels Smedegaard.

Projektet er støttet af Lauritzen Fonden, der ud over at være moderselskab til J. Lauritzen og DFDS, hvert år uddeler op til 30 mio. kr. til projekter med socialt, kulturelt, uddannelsesmæssigt og maritimt fokus.

DFDS Lego-skib navngives i dag ved DFDS-terminalen i Københavns Havn af DFDS bestyrelsesformand, Bent Østergaard sammen med direktør for Laurtizen Fonden, Inge Grønvold. Her vil dommerne fra Guinness Book of Records afsløre, om skibet officielt kan kaldes verdens største Lego-skib.

Herefter turnerer Lego-skibet rundt i Danmark, inden det rejser videre i DFDS-netværket, hvor næste stop er Tall Ship’s Race i engelske Blyth.

DFDS støtter i øvrigt Den Blå Planet, Danmarks Akvarium i Kastrup, der er engageret i naturbevarelse. Når der købes et MiniCruise med DFDS giver rederiet 100 kr. til Den Blå Planet.

Ligeledes støtter rederiet den truede søpapegøje, også kaldet lunden. Den lever bl.a. ved den norske kyst. Grundet øgede temperatur i havene har lunderne sværere ved at finde føde. Lunden er derfor betegnet som en truet art. Derfor vil DFDS sponsorere lunden.