Dansk hotelkæde bag unik ny app

Guldsmeden Hotels Video-AdvisorHOTELLER: Hvorfor skal hoteller kun anmeldes i tekst? Hotelkæde har udviklet ny app, hvor hoteller anmeldes med video. ”Dette kan revolutionere gæsteanmeldelser og gøre dem mere troværdige,” mener hotelkæden.

”Video-Advisor” kalder danske Guldsmeden Hotels sit nye tiltag, der skal være alternativ til klassiske ”review-sites” som Tripadvisor, hvor der kan manipuleres med anmeldelser af hoteller.

”Video erstatter med vores nye app det skrevne ord med filmbidder, optaget med f.eks. gæsternes mobiltelefoner. I vores optik gør det anmeldelserne meget mere troværdige,” siger Claus Strawbridge, der er Guldsmeden Hotels eCommerce Marketing Director og idemand og udvikler af Video-Advisor.

Den nye app er endnu ikke rullet helt ud, men testes i denne tid af gæster, der hjælper boutique-hotelkæden med de sidste detaljer.

”Video-Advisor skal være et sagligt medie, og vi vil ikke lave censur af gæstens input. Har gæsten f.eks. oplevet værelset som beskidt, så skal gæsten kunne fortælle det,” siger Claus Strawbridge. ”Dermed bliver Video-Advisor et stærkt medie. Samtidig lægger det op til større soberhed hos anmelderne blandt gæsterne. Den indre svinehund har bedre vilkår, når man kan skjule sig bag et alias og kun skrift – men når man selv lægger stemme og måske ansigt til, håber vi det vil generere en mere konstruktiv kritik.”

Guldsmeden Hotels ser sin Video-Advisor, der kan downloades i AppStore, som naturlig udvikling i den digitale verden.

Når app’en er hentet, opretter brugeren sin profil, som bliver til gæstens ID. Når gæsten vil dele sin oplevelse, trykkes på app’ens optag-knap. Efter 15 sekunder stopper optagelsen – den kan så accepteres eller optages på ny.

Ved accept sendes den til gennemgang af hotelmanageren/administratoren. Hver video skal gennemses for racistiske, stødende materiale etc. Ved accept af video kommer den på hotellets YouTube-kanal.

Guldsmeden har egne eller franchise-hoteller i foreløbig København, Aarhus, Oslo, Menton mellem Nice og den italienske grænse og Bali – det nyeste Guldsmed-hotel, Eyja Guldsmeden, åbnede dette forår i Islands hovedstad, Reykjavik.